Hospital frygter nyfødte svigtes

Der er for stort slip mellem fødeafdeling og sundhedspleje. Det kan blandt andet give problemer med amningen. - Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Der er for stort slip mellem fødeafdeling og sundhedspleje. Det kan blandt andet give problemer med amningen. - Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Totalt dehydreret og ét kilo lettere end ved fødslen otte dage før blev et spædbarn for nylig indlagt på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. Årsagen var, at moderen ikke havde fået amningen i gang, men det blev først opdaget, da sundhedsplejersken kom på besøg otte dage efter fødslen. Et andet barn er i den seneste tid indlagt med et vægttab på et halvt kilo - af samme grund. Risiko for hjerneskade Især barnet, som havde tabt et kilo, vækker bekymring. Så alvorlig dehydrering og vægttab indebærer risiko for hjerneskade, men det kan tidligst konstateres, når barnet er fire-seks måneder. Derfor følger man nu udviklingen nøje, oplyser leder af hospitalets afdeling for nyfødte, overlæge Klaus Børch. »De to tilfælde er nogle af de værste, vi har set«, siger Klaus Børch. »Men vi har en fornemmelse af, at vi i det hele taget får flere af de helt nyfødte børn genindlagt, efter at de er sendt hjem. Derfor er vi gået i gang med en undersøgelse af, hvor ofte det sker, og grunden til, at de bliver genindlagt«. Hurtigt hjem fra hospitalet De dehydrerede spædbørn illustrerer det problem, som sundhedspersonale i flere omgange har peget på i Politiken: At mødre med nyfødte i dag risikerer at havne i et 'hul' mellem den hjælp, de kan få på fødeafdelingen, og sundhedsplejerskens tilsyn. Problemet er opstået i forbindelse med, at stadig flere nybagte mødre sendes hjem efter én eller to overnatninger på fødeafdelingen. Det vil som regel sige inden, at amningen er kommet i gang. Forældre ser ikke problemer Sundhedsplejerskerne besøger til gengæld først familien 8-14 dage efter fødslen. Flere sundhedsplejersker har tidligere i Politiken sagt, at de ofte støder på ammeproblemer, men at forældrene ikke altid selv er klar over det. De tror, at de har et usædvanligt roligt barn, mens det i virkeligheden kan være helt apatisk på grund af underernæring. »Hvis det viser sig, at der er et generelt problem, vil vi komme med forslag til en løsning og drøfte det med fødeafdelingen«, siger Klaus Børch. »Det oplagte ville være at få sundhedsplejen ud i hjemmene tidligere, men det kan også være at beholde mor og barn længere på fødeafdelingen, ligesom vi gjorde det tidligere. Begge forslag er lige gode«. Nye retningslinjer Hvidovre Hospital er med over 5.000 fødsler om året Danmarks største fødested. Ledende overlæge på fødeafdelingen Peter Hornnes oplyser, at over halvdelen af de fødende i dag kommer hjem efter to overnatninger. »Jeg tror ikke, at det har givet flere problemer, at vi i dag sender mødrene tidligere hjem«, siger han. »Men koordinationen af indsatsen mellem fødested og sundhedspleje er et emne, vi har fokus på, og som også diskuteres i forbindelse med, at Sundhedsstyrelsen er ved at udarbejde nye regler for svangreomsorg«, siger Peter Hornnes, der selv sidder i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe om emnet. Telefonisk kontakt Kontorchef i Københavns Kommunes kontor for børnepasning og sundhed Jan Dehn oplyser, at proceduren med besøg af sundhedsplejersken er fulgt i det konkrete tilfælde med det stærkt dehydrerede barn. Og at der tilmed havde været en telefonisk kontakt umiddelbart efter, at mor og barn var kommet hjem. »Der var i den forbindelse ikke noget, der tydede på problemer«, siger han. Københavns Kommune betegnes faktisk af overlæge Peter Hornnes som en foregangskommune, fordi sundhedsplejen kommer så tidligt ud. I Københavns Amt, hvor 16 procent af mødrene i dag sendes hjem efter 24 timer, går der 10-14 dage, før sundhedsplejersken dukker op. Det blev i sommer af flere ledende sundhedsplejersker betegnet som et problem. Men viceamtssygehusdirektør Eva Simonsen siger, at der efter kritikken er iværksat nogle initiativer til forbedringer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her