Traditionen tro og lige til tiden talte Dronning Margrethe til det danske folk fra Amalienborg. I år handlede det især om årets dødbringende katastrofer i Asien, Pakistan, Mellemamerika og New Orleans. Danskerne blev rost for deres gavmildhed over for tsunami-ofrene og ofrene for jordskælvet i Pakistan, og de danskere, der personligt har deltaget i hjælpearbejdet fik en varm royal tak. Råt og kynisk Sommerens terrorbomber i London blev af dronningen fremhævet som en sort skygge på året. »Voldshandlinger og selvmordsattentater som disse ligger fjernt fra vore begreber her i Danmark. Alligevel må vi se i øjnene, at ekstreme meninger og handlinger kan virke fristende for unge mennesker, og at det at ofre sig for en sag kan synes heroisk. Men at ofre andre for sin egen vrede eller håbløshed, det er råt og kynisk, det gør ingen til helt«. Respekter hinanden Måske som en slet skjult hentydning til den seneste tids debat om tonen i indvandrerdebatten pointerede dronningen, at det danske samfund er åbent, demokratisk og baseret på respekt for hinanden som mennesker og på respekten for hinandens meninger. »Det er nok typisk for os i Danmark, at vi ikke bryder os om konflikter; en diskussion skal helst ende med, at vi alle bliver enige. Skarptskårne synspunkter og kategoriske krav, dramatiske udtalelser har vi ikke let ved at tage alvorligt, og vi reagerer ofte ved enten at fnise eller blive fornærmede. Men det er vigtigt, at vi både lytter til hinanden og kan tale klart om vore synspunkter, samtidig med at vi siger til, når vi er enige, og når vi er uenige«. Danmarks ommøblering Men der var også plads til andre ting i årets tale end terror og naturkatastrofer. Således beroligede Dronning Margrethe danskerne, om at den nye kommunalreform blot er en vanesag: »Danmark møblerer om i sine stuer. Der rives vægge ned, og nye døre slås igennem. Det vil nok kræve lidt tid, før vi alle vænner os til det og finder ud af, hvor alt nu er kommet til at stå. Men det er det samme hus og den samme familie«. Endelig talte majestæten kærligt om sit nytilkomne barnebarn og sendte de traditionelle hilsner til alle i Forsvaret, Færøerne og Grønland.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























