Succesprojekt for kriminelle truet

Lyt til artiklen

'Vilijob' har været en succes. På halvandet år har pilotprojektet fået 21 ud af 42 unge med plettet straffeattest til at skifte kriminaliteten ud med fast arbejde. Men på trods af de gode resultater er Københavns Kommune nu ved at trække stikket ud af projektet. Strukturændringerne betyder nemlig, at der går op til et halvt år, inden kommunen tager stilling til, hvordan projektet kan videreføres, hvem der skal gøre det, og hvor pengene skal komme fra. Positive resultater Det er beklageligt, mener Estrid Pass, der er leder i Kriminalforsorgen, som har stået for at gennemføre projektet sammen med Københavns Kommune: »Vi har kunnet fremvise meget positive resultater. Hvis vi nu skal vente et halvt år med at få projektet op at køre igen, vil meget af vores arbejde blive tabt på gulvet, bl.a. de gode kontakter, vi har fået til forskellige virksomheder, der tager imod de unge på arbejdsmarkedet«, siger Estrid Pass. Afvist af samfundet 'Vilijob' retter sig mod unge indvandrere med domme for røveri og vold. En stor del af deltagerne er traumatiserede flygtningebørn og børn af arbejdsløse. Det er ofte unge, der føler sig afvist af samfundet, siger Estrid Pass. Igennem to en halv måned med undervisning og psykologtimer lærer de unge at kigge indad for at få øje på nogle af de problemer, der er medvirkende til, at de ryger ud i kriminalitet. De lærer at håndtere deres vrede, tale om deres følelser og sætte sig i andre menneskers sted. Koster tid og penge Undervejs i forløbet tager socialrådgiverne kontakt til virksomheder, hjælper de unge med at søge job og holder kontakt med dem i op til et år efter, at forløbet er afsluttet. Estrid Pass forudser, at det vil koste tid, penge og tillid at få hjulene i gang igen, hvis 'Vilijob' sættes på hold. »Vi arbejder med en gruppe unge, som har oplevet så mange skuffelser, at de har svært ved at tro på noget. Det er rygtedes i miljøet, at vi er her, så hvis vi pludselig forsvinder igen, frygter jeg, at vi mister den tillid, som det har taget lang tid at få opbygget«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her