Kvinder skal til session

Lyt til artiklen

I 2006 er det ikke længere kun mænd, der kaldes til session. Fremover vil alle kvinder på 18 år også modtage et sessionsbrev fra forsvaret med posten. Men hvor drengenes brev er en indkaldelse så er kvindernes brev en indbydelse til Forsvarets Dag, der skal erstatte sessionen, skriver Ritzau. »Når halvdelen af befolkningen er kvinder, så må vi formode, at halvdelen af de bedste hoveder også sidder på kvinder. Hvis ikke vi forsøger at rekruttere blandt alle, så går vi - alt andet lige - glip af noget talentmasse«, siger chefen for Forsvarets Rekruttering, kommandørkaptajn Alan Damm til Ritzau. Flere kvinder Målet er, at 15 procent af de unge kvinder følger trop med de indkaldte mænd og møder op til Forsvarets Dag. Tiltaget, der stammer fra det seneste forsvarsforlig, kommer blandt andet fordi det gennem flere år ikke er lykkedes at rekruttere flere kvinder til forsvaret. »Vi vil være tilfredse, hvis antallet af kvinder stiger. Det demokratiske fundament for forsvaret tilsiger, at vi i så høj grad som muligt bør ligne den befolkning, der omgiver os«, mener Alan Damm. Ligesom hidtil på sessionerne vil de indkaldte mænd og de frivillige kvinder på Forsvarets Dag blive præsenteret for en prøve og en helbredsundersøgelse, hvorefter de får at vide, om de er egnet til værnepligt eller ej. De unge mænd vil desuden skulle trække et lodtrækningsnummer. Genstande fra soldaterlivet På trods af navnet er der ikke tale om en bestemt dag. Ifølge Ritzau opretter forsvaret fem rekrutteringssteder på kaserner, flyvestationer og beredskabscentre rundt om i landet, hvor Forsvarets Dag vil foregå to til tre gange om ugen. Udstillingsområdet vil vise oplevelser og genstande fra soldaterlivet. For eksempel en pakket rygsæk til fri afprøvning for interesserede. De personlige samtaler skal give bedst mulig information og især afmystificere forsvaret for pigerne. Selv er kommandørkaptajnen ikke i tvivl om, hvorfor Danmark har brug for flere kvindelige soldater. »Min personlige erfaring er, at når der er mænd og kvinder på arbejdspladser, så er bliver der tænkt lidt anderledes, lidt mere originalt, end hvis der kun er folk af samme køn«, siger Alan Damm til Ritzau. Positiv ændring Han tilføjer, at søværnet er blevet ændret positivt efter kvinder kom om bord i skibene. »Tonen er pænere, og lidt spøgefuldt sagt, så er hygiejnen også blevet bedre. Drengene begynder at vaske sig, når der er kvinder i nærheden. Desuden er der hele det sociale, når man har fri. I gamle dage gik mændene direkte fra skibene og hen på det nærmeste værtshus. Nu er der flere sociale aktiviteter«, siger han. Den første Forsvarets Dag forventes i slutningen af januar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her