Alle advarselslamper blev tændt af Fødevareministeriets egne jurister, da daværende fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) i 2003 gav sine embedsmænd ordre til at skrive en bekendtgørelse, som helt usædvanligt gav 4H og LandboUngdom eneret på millionstøtte. Det fremgår af et hidtil hemmeligholdt notat fra 12. juli 2004 fra ministeriets juridiske kontor, som Politiken har fået aktindsigt i. De stærkt bekymrede jurister skriver i notatet, at de »finder det meget betænkeligt at målrette en bekendtgørelse mod bestemte støttemodtagere«. Forskelsbehandling Juristerne redegør i notatet for, at den bekendtgørelse, som er ved at blive strikket sammen i Direktoratet for FødevareErhverv, efter juristernes opfattelse, strider mod et »ligebehandlingssynspunkt«, og derfor »bør en bekendtgørelse ikke udelukkende tilgodese bestemte navngivne foreninger«. Bekymringen går konkret på, at andre foreninger end 4H og LandboUngdom lever op til de formål, som er bekendtgørelsens kriterier, men de andre er på forhånd udelukket fra at søge om de mange millioner i puljen. Advarsler fejet af bordet Men advarslerne blev fejet af bordet af den administrerende direktør for Direktoratet for FødevareErhverv, Arent Bak Josefsen, som alligevel skrev en bekendtgørelse, der direkte blev betitlet »Bekendtgørelse om tilskud til projekter for LandboUngdom og 4H«. Bekendtgørelsen blev gennemført med virkning fra 23. august 2004, og herefter kunne landbrugets to fritidsorganisationer med tilsammen cirka 8.000 medlemmer hente 10 millioner kroner i statskassen til blandt andet børnedyrskuer og konkurrencer i traktor-træk. Sagen blev afsløret i Politiken 24. november, hvor nuværende fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) blev anklaget for at favorisere politiske venner i landbruget med 4H-bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen blev sat i gang af Mariann Fischer Boel, der var fødevareminister frem til 2. august 2004, men meget tyder på, at den fra første færd var dikteret af statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han i december 2003 skrev til 4H og LandboUngdom og lovede, at fødevareministeren var i gang med at »løse« de »problemer, der er opstået for 4H og LandboUngdom«. Økonomisk i klemme Organisationerne var kommet økonomisk i klemme, efter at regeringen havde nedlagt den såkaldte konsulentordning, der betalte op til halvdelen af deres driftsomkostninger. Hele sagen er dybt problematisk, mener den socialdemokratiske fødevareordfører, Jens Peter Vernersen. »Der ligger et juridisk notat, som fortæller, at ministeriet er ude på et skråplan, men alligevel gennemtrumfer en minister bekendtgørelsen. Den her redegørelse giver anledning til nye spørgsmål både til fødevareministeren og til statsministeren«, siger Jens Peter Vernersen. Også fagforeningen 3F protesterede gennem 2004 og 2005 i breve til fødevareministeren imod, »positiv særbehandling« af 4H og LandboUngdom. I september 2005 bøjede Hans Chr. Schmidt sig for presset og åbnede 4H-bekedtgørelsen for andre organisationer. Der er ansøgningsfrist for midler for 2006 per 31. december. Alle kan søge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























