Den hvide vinter har ikke sluppet sit tag i Danmark endnu. Sneen vil blive ved med at dale stødt ned over landet i løbet af aftenen, spår Danmarks Meteorologiske Institut: »Der er dømt sne til hele landet i aften, og langt de fleste steder vil temperaturen ligge under frysepunktet. Først senere hen ad lørdag bliver det tøvejr«, siger meteorolog hos DMI Jesper Eriksen. Fem til ti centimeter i aften Han forventer, at der falder mellem fem og ti centimeter sne i aftenmørket og først i løbet af natten vil snevejret stilne af. Temperaturen vil ligge på mellem nul og minus tre grader. Værst bliver det på Bornholm, der også kan forvente blæst og kraftig snefygning. »Vi forsøger at rydde vejene, men der falder så meget sne, at snerydningsmandskabet ikke kan følge med«, siger trafikmedarbejder hos Vejdirektoratet Majbrit Strojek. Tænd for kaffemaskinen På de isglatte veje er der af samme grund stor risiko for at skride i grøften eller sidde fast i sneen. Og politiet råder derfor bilister i de egne af landet, der er hårdest ramt, til at blive inden døre og tænde kaffemaskinen i stedet for bilen. Det gælder for Sydsjælland, Møn, Lolland, Falster, Stevns, Køge, Fyn og øerne, Randers, Vendsyssel og Bornholm. »Nogle steder er vejene så glatte, at lastbilerne har svært ved at komme over bakkerne. Andre steder er vejene bare almindeligt fedtede. Men det er værst de steder, hvor det fyger, hvor det hurtigt bliver glat igen, selv om vejen lige er blevet ryddet«, siger Majbrit Strojek. Unødig kørsel frarådes Vejdirektoratet forventer, at mange af de små veje vil være spærret af snemasserne. I følgende områder fraråder politiet al unødig udkørsel på grund af snefald og glatte veje: Sydsjælland, Møn, Lolland, Falster, Stevns, Køge, Fyn og øerne, Randers, Vendsyssel samt på Bornholm. Følg trafikken her:
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























