Års fald i antallet af rygere er stoppet

Det er stadig 25 procent af de voksne danskere, som er daglige rygere. -Arkivfoto: Finn Frandsen
Det er stadig 25 procent af de voksne danskere, som er daglige rygere. -Arkivfoto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Så gik den ikke længere. For første gang siden 1994 er antallet af rygere ikke faldet i løbet af året. Det viser den årlige undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen, Danmarks Lungeforening, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse står bag. Hver fjerde voksne dansker - 25 procent - var dagligryger i 2005, og det er det samme som i 2004. 550.000 mennesker er storrygere med et forbrug på flere end 15 daglige cigaretter. Det er også det samme som i 2004. Mere målrettet hardcore rygere »Vi har år efter år været vant til, at andelen af rygere faldt med et procentpoint. Nu tyder noget på, at det er slut med det årlige fald, og det må selvfølgelig vække bekymring. Muligvis er vi simpelt hen nået så langt med rygestop, som vi nu engang kan med de virkemidler, vi har til rådighed i Danmark«, siger projektleder Jørgen Falk, Sundhedsstyrelsen. Direktør Charlotte Fuglsang, Danmarks Lungeforening, mener, at man nu bør overveje at ændre strategi for rygestop-indsatsen og gå mere direkte efter bestemte målgrupper i stedet for at forsøge at få alle til at kvitte tobakken. »Vi er nok nået frem til hardcore-rygerne, og det er folk, som ofte har utroligt svært ved at holde op. De har brug for at få et ekstra skub og en håndsrækning, og det må vi sørge for, at de får«, siger Charlotte Fuglsang. Rygestop hos lægen Charlotte Fuglsang mener, at de praktiserende læger bør tage ganske anderledes fat om problemet og selv komme patienterne i møde med en snak om rygestop. Det gør lægerne ifølge den nye undersøgelse nemlig ikke. 55 pct. af dem, der ryger dagligt, er inden for de seneste 5 år aldrig blevet spurgt om deres rygevaner af deres praktiserende læge. »Selv om der ikke er blevet færre rygere, har der aldrig før været så mange, der gerne vil kvitte tobakken. Og her kunne lidt råd og vejledning fra egen læge være til stor hjælp. En snak om tobak og rygeafvænning bør være en integreret rutine hos lægerne«, siger Charlotte Fuglsang. Højere priser på tobak I Sundhedsstyrelsen har de nye tal givet stof til eftertanke. »Vi har rent faktisk haft stor succes på flere fronter her i landet. Vi har haft en flot informationsindsats, vi har indført forbud mod tobaksreklamer, og Danmark er bortset fra Storbritannien det land i Europa, der er længst fremme med tilbud om rygeafvænning. Men til gengæld har vi ikke gjort nok for at dreje på de to meget vigtige håndtag, der hedder flere røgfri miljøer og højere priser på tobak. Og det er nok her, der skal sættes ind, hvis vi vil have andelen af rygere til at falde yderligere«, siger Jørgen Falk. Undersøgelsen viser entydigt, at de fleste hardcore-rygere er at finde nederst på den sociale stige. Lavt uddannede For mændenes vedkommende er der således fire gange så mange storrygere blandt de lavt uddannede som blandt de mest veluddannede. Direktør Jes Søgaard, DSI Institut for Sundhedsvæsen, foreslår i et debatindlæg på Altinget, at man kan hæve priserne på en pakke cigaretter fra de nuværende cirka 30 kroner til eksempelvis 50 kroner. Midlet burde være effektivt, for jo yngre og lavere uddannet man er, jo mere afgørende en rolle spiller prisen, anfører Jes Søgaard. Han vurderer, at man netop ved at dreje på prishåndtaget vil kunne nå mange af de rygere, som informationskampagnerne har sværest ved at nå ud til. »Prisen er et af de parametre, der betyder mest for forbruget. Men der er formentlig grænser for, hvor meget man kan hæve priserne uden samtidig at risikere for eksempel øget smugling«, siger Jørgen Falk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her