Om et par år vil det være slut med partikelforureningen fra nye dieselbiler. EU-kommissionen har netop udarbejdet et forslag til den såkaldte Euro 5-norm, der vil sætte så skrappe regler for udstødningens renhed, at den kun kan opnås med et partikelfilter, der fjerner over 99 procent af de livstruende partikler. Reduktion på 80 pct. EU-kommissionen foreslår ifølge netudgaven af det velanskrevne tyske tidsskrift Auto, Motor und Sport, at det tilladte partikeludslip reduceres med 80 procent i forhold til værdierne, der gælder i dag. Og det vurderes, at det ikke kan opnås på anden måde end ved at sætte et partikelfilter på motoren. Kravene til benzinbiler strammes også, men ikke helt så drastisk. Forslaget skal nu til behandling i EU-parlamentet, og meget tyder på, at parlamentet gennemfører det i den skitserede form. Massiv efterspørgsel Rundt om i Europa - især i Tyskland - er der allerede nu massiv efterspørgsel på miljøvenlige dieselbiler. EU-kommissionen stiller også krav til, at de anvendte filtre skal kunne holde til noget. Producenten skal nemlig garantere, at filtret skal have en levetid på 160.000 kilometer - i mange tilfælde vil det være det samme som bilens levetid. Dermed er der en hel del bilfabrikanter rundt om i verden, der får travlt de kommende år, hvis de stadig vil sælge nye dieselbiler i Europa. De fleste mærker råder over den nødvendige teknik, men det kniber voldsomt med at få sat filtrene på de små motorer, som der sælges flest af i Europa. Få biler har filtret I Danmark er det også kun et fåtal af de nye dieselbiler, der sælges med partikelfilter. Det er nærmest umuligt at danne sig et præcist overblik over det nøjagtige antal, men Politiken har nærlæst salgsstatistikken for årets første 11 måneder, hvor der er solgt 31.000 personbiler med dieselmotor. Heraf har de færreste et partikelfilter. Rabat Fra nytår indføres herhjemme en afgiftsrabat på 7.200 kroner for nyindregistrerede dieselbiler med partikelfilter, men det ændrer ikke afgørende på situationen, da filtrene stadig i høj grad er forbeholdt de største og dyreste dieselmodeller på markedet. Partiklerne fra dieselmotorer får skyld for at være årsag til et stort antal dødsfald. Miljøstyrelsen citerer således en artikel fra Ugeskrift for Læger i 2001, hvor det nævnes, at partikelforurening er en medvirkende faktor i 3.400 dødsfald om året. Forureningen stammer fra alle former for dieselmotorer - ikke kun personbiler.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























