Bornholmerne må indstille sig på, at de i de kommende par måneder skal tænke over, hvordan de bruger strøm. Julebelysningen bør slukkes, og vaskemaskiner og tørretumblere bør stå stille i tidspunkter med spidsbelastning, hvilket vil sige om morgenen fra 7:30 til 9:00 og om aftenen fra 17 til 19. Hyggebelysning I de tidsrum opfordres bornholmerne således til at spare på strømmen. »Vi appellerer til at spare på strømmen i de perioder, hvor behovet er størst, og det har bornholmerne lyttet til. Da jeg kørte henover øen i aftes følte jeg mig lidt som en lyseslukker, men det er tydeligt, at folk hygger sig med levende lys på bordene«, siger Jan Harding, direktør i Østkraft. Hvis bornholmerne ikke sparer på strømmen, kan Østkraft blive nødt til at indføre rationering og slukke for forsyningen i et par timer. Kabelskade Klippeøen mistede i går morges strømforsyningen fra Sverige, da to ud af tre kabler blev ødelagt, og derfor må det lokale kraftværk Østkraft nøjes med strøm fra øens egne tre produktionsenheder. »Vi kan konstatere, at det er en kabelskade. Der er en markant fejl på det ene og også en fejl på det andet, og da de ligger med 500 meters afstand, må det være en udefrakommende ting, som har gjort det. Det vil sige et skibsanker eller trawl«, siger Jan Harding. Politi og SOK efterforsker Rønne Politi forsøger nu i samarbejde med Søværnets Operative Kommando at finde ud af, hvilke skibe der har været i området, oplyser politiets vagthavende Hans Henrik Dam. »Vi prøver at identificere de skibe, der måtte have været på stedet på gerningstidspunktet. Derefter vil vi besigtige skibene, når de er i havn. Desuden må vi afvente, at skaderne på kablerne bliver undersøgt, for det er endnu ikke helt sikkert, at skaderne skyldes skibe«, siger Hans Henrik Dam. Kabelskaderne er sket omkring ti kilometer fra den svenske kyst og dermed i svensk farvand. Kan blive langvarigt I oktober sidste år rev en norsk slæbebåd et af kablets tre faser over, så Bornholm kender til at miste strømmen. Dengang tog det en måned at reparere kablet, men da der denne gang er tale om brud på to ud af tre faser, så kan det tage en-to måneder. Østkrafts tre produktionsenheder kan prooducere nok strøm til at dække normale situtationer, mens det altså kan knibe ved spidsbelastninger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























