Flere unge sniffer gasser

Lyt til artiklen

De danske skoleelever holder sig ikke kun til kendte rusmidler som alkohol eller hash. »Vi har børn helt ned i 12-års alderen, og det er typisk de alleryngste af vores brugere, der sniffer opløsningsmidler. Det er jo meget billigt i forhold til andre rusmidler, og så er det mere lettilgængeligt«, siger afdelingsleder Henrik Holst i 'Rusnavigatørerne', som er et ambulant behandlingstilbud til unge misbrugere i Københavns Amt. Spraydåser og lim Hver tolvte skoleelev i alderen 15 til 16 år har prøvet at sniffe organiske opløsningsmidler som lightergas eller lim. Det er 30 procent flere end i 1995, viser Sundhedsstyrelsens årsrapport for 2005, 'Narkotikasituationen i Danmark'. Tallene stammer fra tre landsdækkende spørgeskemaundersøgelser af skoleelevers forbrug af illegale stoffer i 1995, 1999 og 2003. Undersøgelsen viser, at andelen af unge, der har erfaring med spraydåser og lim, er steget fra 6,3 procent til 8,3 procent siden 1995, fortæller specialkonsulent Anne-Marie Sindballe fra Sundhedsstyrelsen. Henrik Holst fra 'Rusnavigatørerne' mener, at der er en grund til, at det i særlig grad er de helt unge, der eksperimenterer med lightergas. »Man kan gå ned i enhver forretning og købe det. Det føles ikke så avanceret at gå ned og købe en spraydåse, som det gør at skulle købe hash eller kokain«, siger Henrik Holst. Fare eksplosion Ifølge speciallæge i psykiatri og overlæge ved Hvidovre Hospital, Henrik Rindom, er der både kortvarige og langvarige risici ved snifningen. »Der er jo altid den umiddelbare fare, at gasserne kan eksplodere. Og de langvarige risici er jo, at man kan pådrage sig alvorlige hjerneskader ved snifningen. Der er en betydelig risiko for, at der ikke kommer nok ilt til hjernen, når der er gas i lungerne i stedet«, siger han. Senest i oktober blev fem unge fra Tønder meget slemt forbrændt i en eksplosion efter at have sniffet lightergas.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her