På blot ti år er antallet af autismehandikappede mere end tredoblet i Danmark. Det er især øget opmærksomhed på handikappet og danskernes mere stressende levevilkår, der har skabt væksten. I dag menes mindst 0,6 procent af befolkningen at opfylde diagnosekriterierne. Udenlandske undersøgelser tyder dog på, at udbredelsen nærmer sig 1 procent. Eksplosiv vækst I midten af 1990'erne var det 0,2 procent, og går man 30 år tilbage, lød vurderingen på under 1 promille. »Der er sket en kolossal vækst. Både i antallet af stillede diagnoser og formodede tilfælde. I dag mener vi, at mindst 30.000 danskere lever med handikappet«, siger Aage Sinkbæk fra det statslige Videnscenter for Autisme. Bjarne Nielsen, formand for Pædagogiske Psykologers Forening, genkender tendensen: »I 1995 var der i Frederiksborg Amt 15 børn, der var indskrevet til specialskole på grund af autisme. Nu er der 135«. Diagnosen er udvidet I begyndelsen af 1990'erne slækkede og udvidede man de internationale kriterier for at stille en autismediagnose, så langt flere nu opfylder kriterierne. »Desuden har hele vores samfund ændret karakter. I dag er der stort fokus på individualitet, udadvendthed og sociale færdigheder - lige fra den tidlige skolealder«, siger Bjarne Nielsen. En stille bogholder med fotografisk hukommelse er ikke længere den type medarbejder, arbejdsgivere søger. Tværtimod er jobannoncerne spækket med forventninger om, at ansøgeren er omstillingsparat, udadvendt og god til at samarbejde og overholde deadlines. Dermed er det blevet ualmindelig svært at sælge sig selv - eller gemme sig på en arbejdsplads - hvis man er handikappet af autisme, der gør det svært at kommunikere, begå sig socialt og tolke andres hensigter. Også selv om mange har højt udviklede talenter, for eksempel inden for matematik, it eller musik. Slut med rutinejob »Jeg har set folk i 40'erne og 50'erne, der har været på arbejdsmarkedet i 20-30 år, men så pludselig bliver fyret på grund af samarbejdsproblemer. Siden har de fået en autismediagnose«, siger Ulla Kjer, socialrådgiver i Landsforeningen Autisme. Det statslige Videnscenter for Autisme har samme erfaringer. »Før i tiden var samfundet mere struktureret. Hvis bare du passede dit rutinearbejde, kunne du sagtens klare dig, selv om du holdt lav profil«, siger informationsmedarbejder Aage Sinkbæk fra Videnscenter for Autisme. Tidlig udskilning Bjarne Nielsen fra Pædagogiske Psykologers Forening mener, at udskillelsen sker allerede i børnehaven og de første skoleår. »De børn, der ikke trives med gruppearbejde og tværgående projektarbejde, falder fuldstændig igennem i dag. Mange omplaceres i specialklasser. Tendensen forværres af, at skolen er under pres, og lærere og forældre er blevet mindre tolerante«, siger Bjarne Nielsen, der ikke er i tvivl om, at den store vækst i handikappet blandt andet hænger sammen med samfundets temposkift og nye værdier. Gitte Munch-Hansen, leder på erhvervstræningen på det private Center for Autisme, er enig: »Det er jo i en vis grad kulturbestemt, hvornår man opfattes som 'normal'«. Hun peger på, at mange med autisme har gode evner, men få muligheder for at bruge dem på arbejdsmarkedet, fordi de sjældent gennemfører en uddannelse. Det vil et flertal i Folketinget nu presse regeringen til at gøre noget ved. DF, S, R og SF kræver en ungdomsuddannelse, der retter sig mod unge med autisme, udviklingshæmmede og andre med særlige behov. Ideen bakkes op af Landsforeningen Autisme og specialskolerne. I går sagde undervisningsminister Bertel Haarder (V), at ideen skal undersøges nærmere. Center for Autisme opfordrer arbejdsgivere til at tage mere ansvar: »Mange virksomheder vælger typisk at placere deres egne nedslidte medarbejdere i fleksjob i stedet for at tage nye ansatte ind med et handikap som autisme«, siger Gitte Munch-Hansen. DA medgiver, at virksomhederne kan gøre mere. »Mange vil gerne åbne dørene, men de aner ikke, hvad handikappet indebærer«, siger Henrik Gade, chefkonsulent i DA.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























