S lemper krav til ny efterløn

Lyt til artiklen

Socialdemokraterne er parat til at lempe på partiets eget efterlønsudspil. Det er ikke tvingende nødvendigt at have været medlem af en a-kasse i 38 år for at gøre sig fortjent til efterlønnen, siger partiets finansordfører, Henrik Sass Larsen. S er klar til at flytte sig Dermed byder Socialdemokraterne sig for alvor til forud for forårets afgørende forhandlinger om velfærdsreformer. »Vi er fremkommet med et udspil, som vi synes, er overbevisende, men vi lader os gerne overbevise af andre modeller. Derfor er vi bevægelige inden for rammerne af sund fornuft. Det gælder også i forhold til forslaget om de 38 års a-kasse-medlemskab«, siger Socialdemokraternes finansordfører, Henrik Sass Larsen. Socialdemokraterne fremlagde i sommer sit efterlønsudspil, som lægger op til gradvis at hæve både efterløns- og pensionsalderen med to år. Men med forslaget om, at man skal have været medlem af en a-kasse i mindst 38 år for at få efterløn, har partiet samtidig lagt op til, at en stor gruppe mellem- og højtuddannede slet ikke kan få adgang til ordningen. En kold skulder Ideen har fået en kold skulder af Venstre, og flere faggrupper - blandt andre sygeplejersker, lærere og pædagoger - har kritiseret Socialdemokraterne for at diskriminere dem til fordel for den klassiske LO-arbejder. Efterlønsudspillet var den nye socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidts første konkrete udspil, men i regeringen har man været usikker på, om S-formanden havde intern opbakning til at søge et efterlønskompromis i forårets forhandlinger. Men det er der ingen grund til at være nervøs for, understreger Henrik Sass Larsen. »Vi møder ikke op med ultimative krav«, siger han. Den socialdemokratiske opblødning får en lunken modtagelse af formanden for fagforbundet 3F, Poul Erik Skov Christensen. »Det er jo udtryk for, at det taktiske spil er gået i gang«, siger han og tilføjer: »Det er vigtigt, at efterlønnen først og fremmest bliver en ret for dem, der er udslidte efter lang tid på arbejdsmarkedet«. Frem med skatten Statsminister Anders Fogh Rasmussen er blevet kritiseret for ikke at ville diskutere skatteomlægninger i forbindelse med forårets forhandlinger. Han siger selv, at han har »skåret kagen til« for lettere at kunne samle et bredt flertal bag en politisk aftale. Men Socialdemokraterne siger nu, at de ikke har noget imod at diskutere skat. Det kræver dog et udspil fra regeringen, understreger Henrik Sass Larsen. »Vi hører, at regeringspartierne siger noget forskelligt om skatten. Men hvis der kommer en klar melding fra regeringen, diskuterer vi gerne skat. Jeg kunne godt forestille mig en bred drøftelse om at nedsætte skatten på arbejde«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her