Varde Kasernes farligste våben: Ironi

Konstabeleleverne Frank Foged (t.v.) og Dennis Rasmussen opfattede officerens kontroversielle udtalelser som ironiske kommentarer.   Foto: Lars Skaaning
Konstabeleleverne Frank Foged (t.v.) og Dennis Rasmussen opfattede officerens kontroversielle udtalelser som ironiske kommentarer. Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Den unge konstabelelev sidder afslappet på en sæk på gulvet i Varde Kaserne og renser løb på sin kaliber M96. Men når talen falder på hans tidligere kammeraters forklaring om, at de værnepligtige fik at vide, at de skulle dræbe frem for at tage fanger, glemmer han alt om maskingeværet og lader det dumpe ned i skødet, mens han retter sig helt op. »De er nogle dræn«, siger han om dem, og det er tydeligvis ikke pænt ment. Afviser kritik Dennis Rasmussen var til stede, da en premierløjtnant under en lektion i Genève-konventionen kom med de kontroversielle udtalelser. Men han opfattede det ikke som alvorligt ment. »Da premierløjtnanten sagde, at man lige så godt kunne skyde som at tage krigsfanger, sad vi alle og smilede. Han ville jo bare pointere, at danske fangelejre er de rene spejderlejre, fordi vi behandler fanger ordentligt. Vi kommer jo til Afghanistan og Irak for at hjælpe, ikke for at myrde«, siger Dennis Rasmussen. En anden konstabelelev fra samme batteri, Frank Foged, mener, at kritikerne simpelthen er uvante med rå mandejargon, fordi de »aldrig har været i en skurvogn«: »Det kan være ret råt, men det er jo bare jargon. Det er vel heller ikke altid lige pænt at høre på, når kvinder mødes alene. Men hvis hæren virkelig kørte en militærstrategi a la Rambo, så var jeg aldrig taget herud. Vi er her, fordi vi vil ud og hjælpe civilbefolkningen. Ikke for at gå i krig«, siger Frank Foged. Mener det var alvorligt ment Sagen var det store samtaleemne på Varde Kaserne. En netop uddannet værnepligtig, Jeppe Nybye, skrev i et indlæg i Politiken i går, at premierløjtnanten i undervisningen havde fremført, »at en krigsfangelejr var at sammenligne med en spejderlejr«. Og at officeren derfor indskærpede, at »vi skulle skyde for at dræbe og sørge for at høre efter i skydeundervisningen, så vi ikke ville blive belemret med krigsfanger i en hypotetisk krig«. Jeppe Nybye afviser forklaringen fra de to konstabler om, at udtalelserne kun var en joke: »Det var overhovedet ikke ironisk«. Får en reprimande Den omdiskuterede premierløjtnant måtte aflevere en redegørelse til regimentschef og oberst Werner Kahle, og her erkendte han at have kommet med sådanne udtalelser. »Han har sagt det som en ironisk kommentar til et par værnepligtige, der stillede spørgsmål. Men han må selvfølgelig ikke lave sjov med så alvorligt et emne. Ironi er farlig, for der er altid nogen, der ikke forstår den og tager det helt bogstaveligt«, siger obersten, der nu har givet officeren en reprimande. Ømt punkt Den tidligere landstalsmand på Varde Kaserne, Peter Krogh Johansen, var på hold med Jeppe Nybye og overværede også seancen med premierløjtnanten. Han støtter kritikken. »Jeppe Nybye var en meget stille fyr på holdet, så jeg havde ikke regnet med, at han ville kritisere uddannelsen, men jeg er stolt over, at han har gjort det. Han rammer et ømt punkt. Det er vulgært, at premierløjtnanten stod og tog pis på et emne, der er så vigtigt. Flere af de værnepligtige skal jo formentlig senere udsendes på internationale operationer«, siger Peter Krogh Johansen. Han har selv i holdets fire måneders værnepligt frem til udgangen af november ofte kritiseret forholdene over for ledelsen i Danske Artilleriregiment. »De kan ikke finde ud af at behandle folk ordentligt. Så når jeg påpegede det, blev de sure«, siger Peter Krogh Johansen. Rygter om tærskehold Derfor er han også enig med nogle af Jeppe Nybyes andre kritikpunkter af forholdene. Blandt andet at sergenterne har en tendens til at være ligeglade med reglerne. Endelig bekræfter Peter Krogh Johansen, at han også har hørt, at en befalingsmand opfordrede værnepligtige til at banke ham, fordi han var upopulær hos kasernens ledelse. »Det er korrekt. Fordi jeg ofte har kritiseret dem, har det udviklet sig til nærmest had«, siger han. Dermed bekræfter han Jeppe Nybyes oplysninger. Og det støttes også af en anden tidligere værnepligtig på holdet. »Jeg hørte selv befalingsmanden sige det. De var efter talsmanden, fordi han var for meget inde i reglerne og vores rettigheder. Derfor brød de sig ikke om ham«, siger Asger Petersen. Oberst Werner Kahle har nu lovet, at han vil prøve at nå til bunds i anklagerne om tæskehold. De kvinde-nedsættende udtryk og den harske omgangstone vil han også indskærpe, at man lægger på hylden. »Men hvad værnepligtige siger til hinanden, når vi ikke er der, kan vi jo ikke kontrollere«, siger obersten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her