Efter tre ugers postyr omkring Abu Labans 17-årige søns opførsel på Vestre Borgerdyd gymnasium tog skolens ledelse torsdag konsekvensen og bortviste ham. Han skal angiveligt have fortsat med at sprede særdeles ekstreme holdninger om islam og islams fjender. Det lykkedes i dag ikke Politiken at få fat i hovedpersonen selv, men hans far bekræfter, at de skal til at se sig om efter en ny skole. Manglende respekt for skolens ledelse »Det er rigtigt. Vi har fået et brev fra rektoren, hvor hun forklarer sin beslutning. Hun skriver, at han bl.a. har startet en underskriftsindsamling for at få fredagsmøderne startet op igen, og at han flere gange har udvist manglende respekt for skolens ledelse. Hun er kort sagt ikke glad for hans opførsel«, siger den kendte imam. Gymnasiets rektor, Anne-Birgitte Rasmussen, ønsker af principielle grunde ikke at udtale sig om enkeltstående elevsager, og heller ikke de lærere og elever, vi i dag talte med, ønskede at udtale sig om, hvad der er sket. Ifølge Politikens oplysninger skal der have været afholdt et debatmøde arrangeret af eleverne selv, hvor problemet med de stoppede fredagsmøder blev diskuteret med lærere som ordstyrere. Her skal den 17-årige have bedt om at være første taler, hvorefter han så har gentaget de rabiate holdninger, der fik skolen til at sætte en stopper for møderne. Forstående far Abu Laban forstår godt rektorens beslutning: »Skolen er i sin gode ret til at gøre det her, og jeg sætter pris på, at man tager vare på en uddannelsesinstitution. Det duer ikke, at rektoren bruger alt for meget tid på min søn og svigter de andre elever«. De Danske gymnasieelevers Sammenslutning har hele tiden set med alvor på situation på Vestre Borgerdyd Gymnasium. Elevorganisationen har godt kunnet forstå, at skolens ledelse har været nødt til at reagere, men de mener at løsningen er dårlig. Lukker sig selv ude »Ved helt at stoppe møderne har man bidraget til at gøre skellet endnu større mellem de involverede parter. Vi så hellere, at der blev opfordret til dialog«, siger elevorganisationens formand Uffe Lembo, som i øvrigt godt kan forstå bortvisningen: »Hvis forløbet, som du fortæller det, er rigtigt, så har han jo lukket sig selv ude«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























