Succes med indvandrer-piger truet af lukning

I klubben  Vores Duniya  kan pigerne snakke om alvorlige emner som ægteskab og racisme. Eller bare tage en slapper i den store sofa i kælderlokalet som Sibel og Sara, begge 16 år.   Foto: Mads Nissen
I klubben Vores Duniya kan pigerne snakke om alvorlige emner som ægteskab og racisme. Eller bare tage en slapper i den store sofa i kælderlokalet som Sibel og Sara, begge 16 år. Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Hun kalder pigeklubberne for »vigtige«, »rigtige« og »nødvendige«. Og ifølge sin kalender skal integrationsminister Rikke Hvilshøj mandag 16. januar besøge 'Vores Duniya', en pigeklub for omkring 40 lokale indvandrerpiger på Amager. Men til den tid er klubben måske lukket og slukket - og ministeren har oven i købet selv været med til at dreje nøglen om. Nej til ansøgning Ligesom en lang række andre pigeklubber i landet har Vores Duniya søgt Integrationsministeriet om penge til at fortsætte deres arbejde. Men forgæves. Og 1. januar er det slut. Der mangler stadig 200.000 kroner for at få det til at løbe rundt. »Det er utroligt ærgerligt - både for os, men ikke mindst for pigerne. Vi har brugt halvandet år på at få kontakt og opbygge tillid, og vi kan se store resultater. Men nu er det måske slut. «, siger Ingrid Lüttichau, cand.mag. i kulturstudier. 40 klubber Klubber, hvor piger med anden etnisk baggrund kan mødes og få lektiehjælp, skabe netværk og få voksenstøtte i et miljø uden drenge, har de seneste fem år været i kraftig vækst over hele landet. Blandt andet i beboerforeninger, på biblioteker og i tilknytning til ungdomsklubber. Den seneste opgørelse viser, at der findes over 40 klubber spredt over hele landet. »Pigeklubberne skaber en intimitet og et fortroligt rum, hvor pigerne kan fylde nogle huller og får svar på nogle spørgsmål, som de ikke tør stille, for eksempel i skolen«, siger antropolog, Marianne Nøhr Larsen, der har arbejdet med pigeklubber i årevis og skrevet en bog om emnet. Også hun kritiserer ministeriets måde at fordele midler på. »Ministeriet er enormt glade for pigeklubberne, og de satser på at åbne nye hele tiden. Men til de gamle projekter, der kører godt, giver man ikke penge. Det er helt absurd. Man gør virkelig nogle piger en bjørnetjeneste ved at starte noget op og så lukker det ned igen, når man har fået god kontakt«, siger hun. 2,7 millioner kroner I år har ministeriet givet 2,7 millioner kroner til Dansk Flygtningehjælp, der skal starte 18 nye pigeklubber baseret på frivilligt arbejde i belastede boligområder landet over. Men det betyder, at andre projekter går forgæves. Blandt andet Pigeliv i Århus med Britt Navndrup i spidsen, der har været med til at arrangere festivaler for nydanske piger. Pigeliv drejer nøglen om 1. april. »Vi har haft støtte i to år, og det har været en kæmpe succes. Derfor er det pokkers ærgerligt, at man vælger at lukke os ned, og så starte noget nyt«, siger hun. Minister beklager Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) beklager, men henviser til, at ministeriet ikke kan stå for driften af klubber, når opstartsfasen er forbi: »Vi er med til at starte ting op, som så skal finde deres eget liv efterfølgende. Meningen er ikke, at vi fra ministeriets side med puljemidler skal bidrage med fast årlig drift. Så ville vi jo aldrig kunne sætte nye ting i gang. Når man får puljemidlerne, får man også at vide, at det er for en afgrænset periode«, siger ministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her