»Mand fik viklet sig ind i gelænder«

Lyt til artiklen

Indrømmet: Det hænder, at vi journalister tærsker langhalm på historier, som kan afvikles på den halve plads. Men der huserer journalister, der skriver historier ved hjælp af næsten ingen ord. Men kortfattetheden kan nu også blive for meget af det gode. Tag nu denne historie, som stod at læse på Danmarks Radios hjemmeside: »En 19-årig mand fra Odder kunne glæde sig over, at han havde taget mobiltelefonen med til julefrokost. I weekenden fik Skanderborg Politi et opkald fra den hjælpeløse mand, der havde viklet sig ind i et gelænder. »I løbet af julefrokosten gik manden udenfor for at trække lidt frisk luft, men her fik han viklet sig ind i et trappegelænder. De andre gæster var gået hjem, men han fik heldigvis fat i sin mobiltelefon og ringede til politiet. Ellers var det blevet en kold nat for ham«, siger vagthavende. Det lykkedes politiet at få manden fri af gelænderet ved at vride ham lidt«. Julefrokostbrandert DR, den går ikke. Den historie må foldes ud. Ringer til vagthavende hos Skanderborg Politi. Goddav, Kim Faber fra Politiken. Jeg er faldet over en historie med overskriften 'Mand fik viklet sig ind i gelænder'. »Jeg så den godt på tekst-tv. Men det er også, hvad jeg kender til den«. Så du ved ikke, hvem der fik viklet manden ud? Ved at »vride ham lidt«? Vagthavende bladrer hørligt i et eller andet, døgnrapporten formentlig. »Det er fra lørdag nat, klokken 3.57: »Mand sidder fast. Banegårdsgade 3. Pakhuset i Odder. Anmeldt via 112, at en ung mand sidder fast i et gelænder bag Pakhuset. Han havde i en julefrokostbrandert evnet, på en ukendt måde, at vikle sig ind i gelænderet, sådan at han ikke selv kunne komme fri. Hjulpet fri af patrulje«. Det er, hvad der står«. Betjentene på patruljen ...? »Der er ikke nogen af dem, der er her«. Hmm.Men tak for hjælpen. »Det er i orden. Farvel«. Så vidt ordensmagten. Men kan vi stoppe her? Nej, vel? Så hvis nogen skulle kende den unge mand fra Odder, så kontakt endelig undertegnede - enten på ovenstående mailadresse eller på tlf. 33 47 28 67 efter klokken 14. Skulle den 19-årige fra Odder selv have lyst til at træde frem, er han selvsagt også velkommen. Eventuel anonymitet kan overvejes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her