Søren Ventegodt og hans advokat har besluttet at klage til ombudsmanden. Advokat Finn Altschuler mener, at embedslægen for København har overtrådt høringsreglerne ved at sende et referat af et inspektionsmøde på Ventegodts klinik til Sundhedsstyrelsen, inden høringsfristen var udløbet. »Jeg synes, det er beskæmmende, at en offentlig myndighed ikke overholder grundlæggende forvaltningsretslige regler af hensyn til Søren Ventegodts retssikkerhed«, siger advokat Finn Altschuler. Kritik af håndteringen Han har skrevet et brev til embedslægen, hvor han skarpt kritiserer institutionens håndtering af sagen. »Jeg finder, at embedslæge-institutionens handlinger i denne sag indtil nu er særdeles kritisable. Institutionen har tilsidesat enhver retssikkerhed for Søren Ventegodt. For at sige det populært medvirker embedslæge-institutionen i øjeblikket til ren lynchning af Søren Ventegodt, iværksat af Ekstra Bladet«, skriver Søren Ventegodts advokat i brevet. Læge Søren Ventegodt er blevet kritiseret for at bruge grænseoverskridende metoder i behandlingen af sine patienter, og han blev i sidste uge politianmeldt af Sundhedsstyrelsen. Ingen tid til indsigelser Styrelsen havde inden da bedt om en indstilling fra embedslægen, som besøgte Ventegodts klinik. Herefter blev der udarbejdet et referat, som advokat Finn Altschuler modtog fredag den 2. december. Han fik en uge til at komme med indsigelser, men allerede i løbet af dagen den 9. december blev embedslægens indstilling sendt til Sundhedsstyrelsen. »Ét er, at de ikke overholder den frist, som de selv har sat. Noget andet er, at indstillingen overhovedet ikke bliver sendt til høring hos os«, siger Finn Altschuler. Han mener generelt, at behandlingen af Søren Ventegodts sag er blevet hastet igennem. »Sundhedsstyrelsen har forsøgt at presse os til at komme til møde i denne uge. Det er en fuldstændig urimelig måde, det foregår på«, siger advokat Finn Altschuler. Embedslæge Jane Hoffmeyer er uforstående over for kritikken fra Søren Ventegodts advokat. Hun mener ikke, at man har overtrådt høringsreglerne. Embedslægen afviser kritikken »Jeg mener, at vi har overholdt tidsfristerne«, siger Jane Hoffmeyer. Hun bekræfter, at indstillingen blev sendt til Sundhedsstyrelsen fredag den 9. december. Det skete, fordi embedslægen havde opfattet, at høringsfristen var klokken 12 og dermed ikke gjaldt hele dagen. Jane Hoffmeyer understreger, at Søren Ventegodts indsigelser til referatet vil blive eftersendt til Sundhedsstyrelsen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hvad skal du lytte til?
Politiken laver masser af lyd, og her har vi samlet det hele til dig. Lyt til store lydfortællinger og hør vores journalister læse artikler op.
Blomsterne var ikke klar til tusindvis af festivalgæster
Reportage
Nyt studie overrasker: Chatbots presser de dygtige studerende
Lyt til artiklenLæst op af Cecilie Lund Kristiansen
00:00


























