Den kommende borgmester i den nye kommune Egedal i Nordsjælland er på vej til at blive smidt ud af partiet Venstre. Det oplyser DR København. Et flertal på fem ud af syv i lokalbestyrelsen for Venstre i Ølstykke besluttede mandag aften på et ekstraordinært møde at indlede en eksklusionssag mod Egedals kommende borgmester Svend Kjærgaard Jensen og to andre Venstre-politikere med baggrund i Ølstykke. Skippede aftale De tre, Ølstykkes nuværende borgmester Svend Kjærgaard Jensen, Lise Nielsen og Bendt Tranekjær Rasmussen, valgte i sidste uge, sammen med John Petersen fra Venstre i Ledøje-Smørum, at gøre Svend Kjærgaard til ny borgmester i Egedal på stemmer fra De Konservative, Dansk Folkeparti og en enkelt socialdemokrat. Dermed forlod Venstre-politikerne den oprindelige konstitueringsaftale, der ville gøre Stenløses nuværende borgmester Willy Eliasen, ligeledes fra Venstre, til borgmester i Egedal. Kup Den manøvre, som mange betegner som et kup, fik altså lokalbestyrelsen i Ølstykke til at beslutte sig for, at smide den kommende borgmester ud af Venstre. Svend Kjærgaard Jensen får dog mulighed for at forsvare sig ved et møde sammen med en eventuel bisidder inden den officielle indstilling om eksklusion, og han kan selvfølgelig også vælge selv at melde sig ud. Men medlemmer af lokalbestyrelsen siger til DR København, at der skal meget tunge argumenter til, før eksklusionen skal forhindres. De ønsker iøvrigt ikke at udtale sig yderligere. Personlig besked Formanden for Venstre i Ølstykke, Henning Flørning, sagde ellers tirsdag til flere medier, at bestyrelsen ikke var enig. Men DR København erfarer, at det skyldes, at de tre omstridte V-medlemmer skulle have beskeden om eksklusionssagen at vide personligt og ikke i pressen. Det har endnu ikke været muligt at træffe Svend Kjærgaard Jensen for en kommentar. Flere bør ekskluderes I Ledøje-Smørum er John Petersen blevet smidt ud af sin gruppe i byrådet, men flere V-medlemmer mener, at han også bør ekskluderes af partiet. Den enlige socialdemokrat i konstitueringsaftalen, Bent Belling, er allerede smidt ud af sit parti.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























