S: Sexdømte skal kastreres medicinsk

en undersøgelse, som viser, at sexforbrydere, der bliver medicinsk kastreret, bliver befriet for deres fantasier i en sådan grad, at de ofte kan leve et mere normalt liv. - Foto: Thomas Wilmann
en undersøgelse, som viser, at sexforbrydere, der bliver medicinsk kastreret, bliver befriet for deres fantasier i en sådan grad, at de ofte kan leve et mere normalt liv. - Foto: Thomas Wilmann
Lyt til artiklen

Børn bliver ikke beskyttet nok mod sexforbrydere, mener Socialdemokraterne. Derfor foreslår partiet, at alle, der misbruger børn, oven i fængselsstraffen idømmes medicinsk kastration, så de får frataget lysten til sex. »Domstolene skal vurdere, hvor lang tid en dømt skal være kastreret, og domstolene skal selvfølgelig rådføre sig med lægerne. Der kan være enkelte tilfælde, hvor man kan sige, at det ikke er nødvendigt med kastration. Men som udgangspunkt skal alle, der har begået disse grove forbrydelser, idømmes medicinsk kastration«, siger Socialdemokraternes retsordfører, Morten Bødskov. Støtte fra DF Forslaget bliver bakket op af Dansk Folkeparti. »Vi har længe ment, at det vil være helt naturligt at bruge kastration i disse sager«, siger retsordfører Peter Skaarup. Også justitsminister Lene Espersen (K) vil gerne drøfte det. »Jeg vil ikke afvise en sådan ordning, men det rejser en række principielle spørgsmål. Derfor vil jeg i første omgang nærstudere en forskningsrapport, der kommer om emnet omkring årsskiftet«, siger hun. Socialdemokraternes forslag er led i en samlet pakke, hvor partiet også ønsker længere straffe og mere psykologbehandling af folk, der misbruger børn seksuelt. »Men disse mennesker skal også kastreres for at forhindre, at de igen forgriber sig på børn, når de bliver løsladt«, siger Morten Bødskov. Fantasierne forsvinder Han henviser til, at Kriminalforsorgen i tirsdags offentliggjorde en undersøgelse, som viser, at sexforbrydere, der bliver medicinsk kastreret, bliver befriet for deres fantasier i en sådan grad, at de ofte kan leve et mere normalt liv. Samtidig er der markant færre, som begår nye overgreb. I dag er det kun farlige sædelighedskriminelle, hvor psykoterapi ikke skønnes at kunne forhindre nye overgreb, der tilbydes medicinsk kastration. Behandlingen er frivillig og kræver, at den indsatte selv har skrevet under, samt at Retslægerådet har givet tilladelse. »Det er på grund af de gode erfaringer med kastration, at vi nu foreslår, den bliver tvungen«, siger Morten Bødskov. Psykolog: Lægen skal anbefale Men det bliver ikke hilst velkommen af Steen Mollerup, klinisk psykolog på Anstalten ved Herstedvester. Han står bag den undersøgelse, som blev offentliggjort i tirsdags. Trods de gode resultater kalder han forslaget »højst betænkeligt«. »Jeg synes kun, medicinsk kastration er tilrådeligt, hvis der står en lægelig anbefaling bag. Jeg tror ikke, det er klogt, at domstolene blander sig i, hvad behandlingen konkret skal indeholde, for det kræver lægelig indsigt. Et sådant medicinsk indgreb er meget indgribende og må kun være allersidste udvej«, siger Sten Mollerup. Også lederen af den nationale afdeling på Institut for Menneskerettigheder, Birgitte Kofod Olsen, vender sig imod forslaget: »Der vil være en meget stor risiko for, at tvungen kastration vil krænke privatlivets beskyttelse. Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal man altid vælge den mindst indgribende mulighed i en behandling, og det vil kastration sjældent være«. Radikal vrede De radikales retsordfører, Elisabeth Arnold, er rystet. »Det forslag minder mig om den islamiske sharialovgivning, hvor man straffer tyveknægte ved at hugge hånden af dem. Kastration skal kun foretages i de situationer, hvor læger finder det fagligt begrundet«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her