Det kundeejede forsikringsselskab Lærerstandens Brandforsikring ejer flere end 500 lejligheder i København og omegn, der er beregnet for selskabets medlemmer. Men i flere af selskabets mest attraktive ejendomme, hvor lejlighederne er store og velrenoverede, mens huslejerne er lave, er det i højere grad selskabets chefer og deres familie end forsikringsselskabets kunder, der nyder godt af lejlighederne. Cheferne sidder på lejlighederne Og selv om det er kunderne i Lærerstandens Brandforsikring, eller 'medlemmerne', som de selv kalder dem, der har fortrinsret til lejlighederne, kan de selv samme medlemmer intet sted, hverken på selskabets hjemmeside eller i brochurer, regnskaber eller jubilæumsbøger læse noget om lejlighederne. Direktør i Lærerstandens Brandforsikring Svend Emil Nielsen, der ganske vist har folkeregisteradresse i Haderslev, men også råder over en nyrenoveret lejlighed på 300 kvadratmeter tæt ved Rådhuspladsen i København, siger til Jyllands-Posten, at »der er nok, der ved, at der er de lejligheder«. Svend Emil Nielsen vil ikke fortælle Jyllands-Posten, hvad han betaler for at råde over den store og attraktive lejlighed i København, men formanden for Københavns Lærerforening, som har lejekontrakt på to af Lærerstandens lejligheder i København, kalder huslejerne »fornuftige« og »velegnede til lærerlønninger«. Ifølge Jyllands-Posten har Lærerstandens Brandforsikring desuden et tæt forretningsmæssigt samarbejde med to af Svend Emil Nielsens sønner. Historien får Socialdemokraterne til at kræve større åbenhed omkring ventelisterne til de lejligheder, forsikringsselskaber administrerer for deres kunder. S efterlyser lovgivning Boligordfører Lissa Mathiassen siger, at åbenheden skal sikres med lovgivning. »De er ikke rimeligt, at nogle få mennesker kan sidde og drage nytte af kundernes og medlemmernes indbetalinger«, siger hun til Ritzau. Ordføreren mener, at man som et første skridt bør lave en særlig lovgivning for den ejendomsadministration, hvor det er medlemmernes eller kundernes penge der er anbragt i ejendommen. Her skal der sikres åbne ventelister, mener hun. Tidligere i år blev Codan-koncernen ligeledes afsløret i at hjælpe ledelsen, familie og venner til attraktive lejligheder for næsen af pensionsopsparerne, og det får ekspert i selskabsret og lektor ved Copenhagen Business School, Caspar Rose, til at opfordre til politisk indgreb. Han siger til Jyllands-Posten, at sagen giver anledning til at overveje, om man fra regeringens side bare kan lade forsikrings- og pensionskassers ejendomsadministration sejle.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























