Kvinde anholdt for hærværk mod café

Lyt til artiklen

Århus Politi har anholdt og sigtet en 22-årig kvinde for hærværket mod Café Oskar natten til søndag. Anholdelsen er sket på baggrund af flere henvendelser fra vidner til hærværket, hvor flere af caféens ruder blev knust. Den 22-årige kvinde er ifølge chefkriminalinspektør Allan Lund en del af gruppen omkring 'Whtie Pride'. »Vi ved, at hun kommer i de kredse og færdes sammen med dem. Men om hun er medlem af 'White Pride', kan vi ikke sige med sikkerhed«, fortæller Allan Lund. Kvinden sidder nu til afhøring hos politiet i Århus. Efterlyser vidner Det var en gruppe på 10-12 personer, der lørdag nat udøvede hærværket mod caféen, og politiet håber på at foretage flere anholdelser i sagen i løbet af de næste dage. Århus Politi var ikke selv til stede, da hærkværksmændene slog til, og de vil derfor gerne tale med de vidner, der opholdt sig tæt på caféen under hærværket. Hærværket skete efter demonstrationen 'Stop nazi-volden - ingen racister i vores by', der var arrangeret af Anti-Racistisk Netværk. Omkring 700 deltog i demonstrationen, der var en protest mod den sidste uges overfald mod venstrefløjsfolk i Århus, der holdt et antiracistisk møde på netop Café Oskar. Fire personer blev anholdt for overfaldet men er løsladt igen. De er dog stadig sigtet i sagen. Gade efterlyser PET De seneste hændelser har fået Århus' borgmester Louise Gade til at efterlyse en mere koncentreret indsats fra Polities Efterretningstjeneste (PET). »Det her må føre til, at PET overvejer, om der ikke er brug for endnu større overvågning og samme drastiske indsats som mod rockerne«, siger borgmester Louise Gade (V) til Århus Stiftstidende. Kritik af politiets indsats Efter weekendens hærværk har flere parter kritiseret politiets indsats. Frank Aaen fra Enhedslisten mener, at politiet skulle have holdt mere øje. »Alle og enhver kunne gætte sig til, at højregrupperne ville revanchere sig efter lørdagens flotte demonstration«, siger det lokale folketingsmedlem Frank Aaen fra Enhedslisten, til Ritzau. Chefkriminalinpektør Allan Lund siger, at Århus Politi - på trods af den seneste tids hændelser - ikke vil puste gruppen af byens højreekstremister i nakken. »Vi følger dem ikke over alt. Men vi ved, hvornår de er aktive og er selvfølgelig opmærksomme på deres færden«, siger Allan Lund.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her