Anklageren i den formodede danske terrorsag har vundet en mindre sejr, da en af de sigtede indrømmede at stå bag en meddelelse, som blev indtastet på Venstres Landsorganisations hjemmeside 11. oktober, hvori et »angreb« på Danmark forudses. »Der vil komme en dag meget snart, hvor jeres såkaldte mødested for 'lovforslag' vil blive til sharia, inshalllah (om gud vil det, red.), men vent først på angrebet«, stod der blandt andet. Psykisk syg Det kom frem i Brøndby Ret, da den sigtede 22-årige - en nykonverteret georgier - fik forlænget sin varetægtsfængsling til 21. december. Han blev allerede kort efter anholdelsen 1. november overflyttet til et psykiatrisk hospital. Forlængelsen foregik under dobbelt lukkede døre, efter at anklageren havde fremlagt de nye oplysninger i sagen, som kostede den 22-årige en ny sigtelse. Denne gang efter paragraf 114 stk. 3, som handler om at true med at begå en terrorhandling. Den 22-årige mand nægter, at meddelelsen skal være en overtrædelse af terrorparagrafferne. De første sigtelser mod de syv mistænkte i sagen er endnu ikke offentliggjort. Spor førte til computer Meddelelsen blev sporet til en computer i den lejlighed i Brøndby Strand, hvor parret, som i sidste uge blev løsladt, men fortsat er sigtede i sagen, havde haft deres bopæl. Den 22-årige er kvindens bror. Ifølge politiet kan lejligheden have fungeret som et mødested for de sigtede i sagen. I afsenderfeltet havde den psykisk syge unge mand underskrevet sig: »Osama som Kalif«. Satans love Meddelelsen blev indledt med ordene: »Jeg vil bare minde jer om den almægtige og huske jer på at frygte ham, og at I vil stå over for ham en dag, så tænk jer om, når I stadfæster satans love i det her land«. Anklagemyndigheden valgte ikke at offentliggøre hele meddelelsens ordlyd for ikke at medvirke til at »viderebringe hans budskab«, som kriminalinspektør Sten Skovgaard Larsen udtrykker det. Han mener, at de offentliggjorte brudstykker giver et rimeligt indtryk af det resterende indhold. Den sigtedes advokat, Hanne Reumert, argumenterede inden retsmødet imod, at dørene blev lukket, bl.a. med, at der i forvejen var blevet løsladt folk med kendskab til sagen. Men dommeren valgte dog også denne gang at holde mødet for lukkede døre for ikke at afsløre politiets bevismateriale. De fire andre varetægtsfængslede i sagen nægter stadig at afgive forklaring til politiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























