Flere modtager julehjælp

Lyt til artiklen

Frelsens Hær uddeler julehjælp til 40 procent flere end for fem år siden. Det er især loftet over kontanthjælp, der ifølge organisationerne betyder, at flere må bede om en julekurv eller kontanter til at købe julegaver. »Familier, som vi tidligere sagde nej til, er nu nede på et rådighedsbeløb, hvor vi er nødt til at hjælpe. De er ramt af loftet over kontanthjælpen. Nogle oplever samtidig, at deres boligydelse er taget fra dem«, siger informationschef i Frelsens Hær Lars Lydholm. Fattige eneforsørgere I år modtager cirka 5500 mennesker julehjælp fra Frelsens Hær mod 3900 i 2000. Ifølge Lars Lydholm er de fattige eneforsørgere især blevet synlige inden for det seneste år. »Hidtil har der været en tendens til at måle fattigdommen på antallet af hjemløse, men den gruppe har fået det bedre, fordi der har været politisk opmærksomhed om deres problemer. I stedet kontaktes vi af familier, som har så få penge, at de midt på måneden ringer hertil, og siger, at de ikke har penge til mad«, siger Lars Lydholm. Ingen bedsteforældre kan træde til Kirkens Korshær i København oplever også en stigende søgning af enlige mødre med behov for julehjælp. Ifølge leder af den sociale hjælp Inger Marie Warncke er det kendetegnende, at familierne har færre penge til rådighed i dag, end de havde tidligere. »Når man kigger på deres økonomi, er det ikke til at forstå, hvordan de får det til at løbe rundt. Samtidig er det mødre med et dårligt netværk. Her er ingen bedsteforældre, der kan træde til og hjælpe«, siger Inger Marie Warncke. Kontanthjælpsloftet blev indført af regeringen for to år siden og skulle få flere til at kommer i arbejde. Omkring 22.000 personer var berørt af loftet i første kvartal af 2004.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her