DF klar til at lempe indvandrerstoppet

Dansk Folkeparti åbner for at lempe indvandrerstoppet for velkvalificerede udlændinge - Foto: Camilla Stephan
Dansk Folkeparti åbner for at lempe indvandrerstoppet for velkvalificerede udlændinge - Foto: Camilla Stephan
Lyt til artiklen

Der tegner sig politisk vilje til at ændre dansk udlændingepolitik, så det bliver lettere for højtuddannede indvandrere at komme ind i landet. Til gengæld skal det være endnu sværere for indvandrere med ringe udsigt til arbejde og dårlige sprogkundskaber at blive lukket ind og få varigt ophold. For første gang åbner Dansk Folkeparti for at lempe indvandrerstoppet for velkvalificerede udlændinge. »Indvandrere, der er et positivt tilskud til det danske samfund, skal være velkomne«, siger DF-formand Pia Kjærsgaard. Nødvendige kvalifikationer Den nye melding kommer, efter at Velfærdskommissionen har foreslået at indføre et pointsystem efter canadisk forbillede. Den tanke modtages positivt af regeringen. »Vi skal skifte lidt fokus ved den fremtidige indvandring«, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). »Så vi lægger vægt på, at de mennesker, der kommer til Danmark, har de arbejdsmarkedskvalifikationer, uddannelsesmæssige og sproglige kvalifikationer, som gør, at de kan finde en plads på arbejdsmarkedet«. Skal stille bankgaranti Kommissionen foreslår, at der skal tildeles point efter objektive kriterier som uddannelse, erhvervserfaring, alder og ansættelsesforhold. Har man point nok, kan man få lov til at arbejde og bo med sin familie i Danmark i en begrænset periode. Indvandrerne skal stille en bankgaranti, som skal bruges til eventuelle sociale ydelser. Antallet af point afgør garantiens størrelse. Integrationseksamen Også familiesammenførte skal betale en bankgaranti, der i størrelse er afhængig af antal point. Ved nul point foreslår Velfærdskommissionen, at garantien skal være 200.000 kroner. Eller fire gange større end i dag. Til gengæld vil kommissionen af med tilknytningskravet. »Den regel er meget vanskelig at håndtere«, siger kommissionsmedlem Stine Bosse. Velfærdskommissionen lægger vægt på, at ændringerne skal være i overensstemmelse med de internationale konventioner. Derfor skal flygtninge og familiesammenførte til flygtninge ikke omfattes. Fuld adgang til danske rettigheder og permanent opholdstilladelse skal indvandrere og familiesammenførte først have, hvis de består en integrationseksamen. Det kræver ordinær beskæftigelse i to år, og at man består en prøve i dansk eller engelsk. »Vi vil gerne gøre op med forestillingen om, at alle skal kunne vores lidt mærkværdige sprog. Man kan klare sig fint i Danmark med engelsk«, siger Birgitte Hansen fra kommissionen. Den tanke afvises dog umiddelbart af Claus Hjort Frederiksen. Modkrav fra DF Kommissionens forslag vil udelukke dårligt kvalificerede og ikke-integrerede indvandrere fra fuld og permanent adgang til det danske velfærdssamfund. Og det vil også være et klart modkrav fra Dansk Folkeparti. »Hvis man stadig lukker flygtninge og indvandrere ind fra tredjeverdenslande, så er vi ikke med på at åbne for et pointsystem«, siger Pia Kjærsgaard, der dog undtager konventionsflygtninge. Vores største problem Velfærdskommissionen, regeringen og arbejdsmarkedets parter er rørende enige om, at integrationen skal forbedres. »Manglende integration er vores største samfundsproblem. Derfor skal vi være lutter øren, når der præsenteres idéer«, siger Claus Hjort Frederiksen. Han er derfor også åben over for kommissionens forslag om, at kommuner, stat, arbejdsgivere og lønmodtagere skal sætte sig sammen for at lave en ny firepartsaftale om et rummeligt arbejdsmarked. Det samme er arbejdsmarkedets parter. »Der er uden tvivl ting, vi kan gøre bedre i vores overenskomster«, siger Dansk Industris direktør, Hans Skov Christensen. Også forslaget om nye indlæringsjob til indvandrere til lavere løn i en tidsbegrænset periode modtages positivt. »Vi skal også være bedre til at trække personer ind, som måske ikke arbejder hele tiden, men måske arbejder kombineret med uddannelse«, siger Hans Skov Christensen. Begrænset effekt Velfærdskommissionen regner selv med en ret begrænset effekt af forslagene blandt de indvandrere, der allerede er i landet - og hvoraf omkring halvdelen står helt uden for arbejdsmarkedet. »Det er vigtigt at gøre klart, at det her er en gradvis proces, og det især handler om efterkommerne. Den store bekymring er, at vi ikke gør det bedre for efterkommerne, og alle skal vide, at der findes ikke lette løsninger«, siger kommissionsformand Torben M. Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her