Metroring for København City er på plads

København får mere metro trods problemerne med den 'gamle' metro. Nu falder en City-ring på plads. - Arkivfoto: Thomas Borberg
København får mere metro trods problemerne med den 'gamle' metro. Nu falder en City-ring på plads. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Forsinket åbning, budgetoverskridelser og manglende passagerer i Københavns metro har ikke skræmt regeringen og Københavns og Frederiksberg kommuner fra at bygge mere metro. I dag indgik parterne en aftale om at bygge en ringmetro, der med 17 underjordiske stationer skal forbinde Københavns centrum med Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg og Vesterbro. Parterne anslår prisen til 15 milliarder kroner. København bidrager med 4,8 mia. kr., Frederiksberg med 0,8 mia. kr. og staten med 4 mia. kr. De resterende 5,4 mia. kr. skal komme fra driften af cityringen. Ny vej skal bygges Som en del af aftalen skal Københavns Kommune betale for en ny vej mellem Nordhavnen og Helsingørmotorvejens begyndelse ved Ryparken station. Vejen koster 1,8 mia. kr., men det ny byudviklingsselskab, der etableres i forbindelse med reorganiseringen af Ørestadsselskabet, bidrager med 0,7 mia. kr. til vejen. Den ny vej skal gå langs Strandpromenaden og Strandvænget, i tunnel under Strandvejen og Ryvangs Allé og videre langs Ryparkens idrætsanlæg. Anlægsarbejdet skønnes at kunne gå i gang i 2008 og være færdigt i 2012. Byggegrunde skal finansiere Statens bidrag til cityringen kommer fra salg af byggegrunde i den statsejede Københavns Havn. I første omgang byudvikles i alt 600.000 kvadratmeter i Århusgadeområdet og langs Kalkbrænderiløbet. Københavns Kommune bruger af sin indtægt på 6 mia. kr. fra salget af Københavns Energi til at finansiere metroen. Principaftalen, som i dag blev underskrevet af finansminister Thor Pedersen (V), transport- og energiminister Flemming Hansen (K), økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), overborgmester Lars Engberg (S) og Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K) skal godkendes i Folketinget, der skal vedtage en anlægslov for cityringen. Ørestadsselskab splittes i to Et resultat af aftalen er, at Ørestadsselskabet splittes op i to. Et metroselskab, der skal tage sig af driften af den kørende metro og anlæg af cityringen, og et byudviklingsselskab, der skal tage sig af byudvikling både i havnen og i Ørestad. Tvisten mellem Hovedstadens Udviklings Råd, HUR, og Ørestadsselskabet om størrelsen på metroens passagerindtægter bliver også løst, idet der fra 2007 laves om på indtægtsdelingen i den kollektive trafik i hovedstadsområdet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her