Ingen slinger valsen. Sådan lød budskabet fra Ritt Bjerregaard før kommunalvalget, men næppe var valglokalerne lukket, før valsetakten blev slingrende. I dag forlod Finn Rudaizky Socialdemokraterne efter 37 års medlemskab i protest mod en partifælles flirten med fundamentalisme. Umiddelbart vil han være løsgænger, men på et pressemøde lod han alle muligheder stå åbne. Hvis Finn Rudaizky vælger at støtte de borgerlige, så mister Socialdemokraterne en af sine tre borgmesterposter. Opfordres til at gå »Jeg vil opfordre Finn Rudaizky til at nedlægge sit mandat helt. Han fik ikke stemmer nok til et mandat. Han sidder på socialdemokratiske stemmer, så det ville være mest regulært, at han forlod Borgerrepræsentationen helt. Ellers snyder han vælgerne«, siger den kommende overborgmester Ritt Bjerregaard (S). Rudaizky, der har jødisk baggrund, går på grund af den nybagte borgerrepræsentant Sikandar Malik Siddique (S). Han har sået tvivl om, om al-Qaeda stod bag 11. september-angrebene, og gået til møde i Hizb-ut-Tahrir. Protest mod jødehad »Ledelsen har ikke villet drøfte de ting. Jeg har aldrig været en politiker, som har spillet på religion, men det gør naturligvis indtryk, når en partifælle går til møde i en organisation, der deler løbesedler ud med opfordringer til at slå jøder ihjel«, siger Rudaizky. Hvis Finn Rudaizky vælger at nedlægge sit mandat, så kommer der en anden socialdemokrat i Borgerrepræsentation. På den måde er Socialdemokraterne sikre på at beholde tre borgmesterposter. Dramaet omkring Khan Men Finn Rudaizky har ingen planer om at forlade Borgerrepræsentationen. Hans afgang fra Socialdemokraterne kommer efter dramaet om Wallait Khan, der gik fra Venstre til venstrefløjen. Han sikrede venstrefløjen seks ud af syv borgmesterposter, men den konstituering skaber Rudaizky nu usikkerhed omkring. Venstreborgmester Martin Geertsen er sparsom med kommentarerne, men lader forstå, at det er meget vigtigt med to borgerlige borgmestre, og han kan lokke med attraktive poster, hvis Rudaizky støtter de borgerlige.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























