Hans Jørgen Vad, der er lokalpolitiker fra Enhedslisten i Århus, havde netop forladt et antiracistisk gruppemøde tirsdag aften på Café Oskar i Århus Midtby sammen med et par andre. Ude på gaden så han tre personer i AGF-trøjer, der opførte sig truende og tog billeder af ham og de andre. Pludselig var der 10-15 mænd omkring ham. Alle i AGF-trøjer. »Da jeg ser, der er så mange, vender vi om for at løbe ind på caféen igen«, fortæller Hans Jørgen Vad. Væltet omkuld Det lykkes ikke for Hans Jørgen Vad at holde gruppen ude af caféen, og kort efter blev han væltet omkuld på jorden. »Jeg bliver sparket flere gange og pludselig er de væk igen. Det hele går så stærkt«, siger Hans Jørgen Vad og fortæller, at han har fået et tryk i siden, en skade ved øjet og i det hele taget er »godt øm i hele kroppen«. Han har efterfølgende været på sygehuset og til speciallæge. Ud over 50-årige Hans Jørgen Vad blev også en 25-årig mand sparket af gerningsmændene. Ingen sagde noget Ingen af overfaldsmændene sagde ifølge Hans Jørgen Vad noget, mens overfaldet fandt sted. Århus Politi mistænker den højreekstremistiske hooligangruppe 'White Pride' for at stå bag. Dels havde 'White Pride' netop været på dagsordenen på det antiracistiske møde på caféen. Og ydermere var gruppen tidligere tirsdag aften samlet på en nærliggende café. Efter alt at dømme for at planlægge angrebet. »Det er grotesk, at det skal være sådan. For mig er det givet, at overfaldsmændene ville terrorisere antiracistiske aktiviteter, fordi vi netop demonstrerer mod 'White Pride'«, siger Hans Jørgen Vad. Sprøjtede med tåregas Ifølge vagthavende hos Århus Politi sprøjtede overfaldsmændene også med tåregas og ødelagde inventaret på Café Oskar, der er ejet af Forlaget Arbejderen i Århus. Gruppen flygtede, inden Århus Politi nåede frem, og politiet har endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























