For første gang i hjemmestyrets 26-årige historie er tre partier gået sammen om at danne landsstyre i Grønland. Det bliver den bredeste regering, der endnu er set. Men valgets store sejrherre, det borgerlige protestparti Demokraterne, står udenfor. Enoksen fortsat i spidsen Den nye koalition, der er baseret på 23 af Landstingets 31 mandater, vil som alle hidtidige blive ledet af det socialdemokratiske Siumut. Men denne gang deltager både det borgerlige Atassut og det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit (IA). De har aldrig før siddet i landsstyre sammen, men er hidtil på skift gået i koalition med Siumut. Det største parti - Siumut - bevarer pladsen for bordenden. Partiet har sikret sig halvdelen af landsstyrets otte områder og besætter posten som landsstyreformand. Det betyder, at Hans Enoksen fortsætter som Grønlands politiske leder. Vanskelig magtkamp Magtfordelingen mellem partierne var et af de vanskelige spørgsmål under forhandlingerne. Atassut og IA ønskede, at Siumut skulle ned på tre landsstyreposter og dermed afgive sin dominans i koalitionen. Men Siumut satte sig igennem, og de to juniorpartnere affandt sig med at få hver to poster. IA-formanden Josef Motzfeldt fortsætter på den vigtige post som landsstyremand for finanser og udenrigsminister og bevarer dermed en nøglerolle. Atassuts formand, Finn Karlsen, overtager landsstyreområdet for fiskeri og fangst. Nordlys Det nye samarbejde er allerede blevet navngivet 'Nordlys-koalitionen' som et modsvar til den 'regnbue-koalition' - Atasut, IA og Demokraterne - der aldrig blev til noget. Den var udtænkt af Demokraterne, der var det eneste parti, som fik fremgang ved valget 15. november. Partiet gik frem med to mandater og fik syv. Det nye landsstyre vil som led i sit program gennemføre en børnepakke med blandt andet forlænget barselsorlov, madpakkeordning i skolerne og forhøjet børnetilskud. Pakken anslås at koste omkring 60 millioner kroner. Det svarer til hjemmestyrets samlede nettoindtægter i år fra alle de hjemmestyreejede virksomheder i Grønland. Landsstyret har endnu ikke anvist, hvordan pakken skal finansieres.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























