Nyvalgte venstreborgmestre landet over raser over, at regeringen som det første overhovedet udstyrer de nye kommuner med en sparekniv. En stor én endda. »Det bliver kaos, når vi skal bruge den første lange tid i de nye sammenlægningsudvalg til at pille budgetterne op igen og skære ned«, siger borgmester Flemming Eskildsen (V), der kommer til at sidde for bordenden i sammenlægningsudvalget i den nye Skive Kommune. Sparekniven er udleveret af finansminister Thor Pedersen (V) som reaktion på, at kommunerne har overskredet 2006-budgetterne med godt 2 mia. kr. Det skæve Danmark undrer sig Beskeden fra regeringen er entydig og klar: De nyvalgte sammenlægningsudvalg, som ellers skulle bruge hele 2006 på at lægge 271 kommuner sammen til 98, skal genåbne budgetterne og skære overskridelsen på de 2,2 milliarder kroner væk inden 15. februar næste år. At det er de nye sammenlægningsudvalg, som skal skære i de gamle kommunalbestyrelsers budgetter, undrer Flemming Eskildsen, der også er formand for de dårligst stillede kommuner i Det Skæve Danmark. »De nye sammenlægningsudvalg skal jo bruge tiden til at se fremad og ikke arbejde baglæns«, siger han, der dybest set ikke er uenig med regeringen i, at reformen ikke må koste det vilde og helst skal være udgiftsneutral. »Jeg mener bare, at man skal give lidt luft tidsmæssigt og bede kommunerne holde sig inden for den aftalte ramme - målt over en årrække. Det nytter ikke kun at måle på 2006, som er det store sammenlægningsår«, siger han. Urimelig opgave I den kommende Furesø Kommune skal borgmester Jesper Bach (V), der lige nu bestyrer Værløse Kommune, også i gang med sparekniven. Heller ikke han finder opgaven rimelig: »Det kommer meget bag på mig, at regeringen overhovedet kan finde på at bede os knappe budgetterne op igen, når der er så mange ubekendte i reformen. Her tænker jeg ikke på de særlige forhold mellem Værløse og Farum, men generelt, hvor kommunerne jo ikke kender deres fremtidige økonomi«. I Søllerød vurderer borgmester Erik Fabrin (V), der i fremtiden skal stå i spidsen for den sammenlagte Rudersdal Kommune, at hovedparten af overskridelsen kan tilskrives reformen. »For eksempel vil det ikke være rimeligt, at vi skal afskedige folk, fordi regeringen har bestemt sig for at flytte skatteopgaven før reformen, og så i øvrigt ansætte dem igen senere, når vi får tilført nye opgaver. Hvis reformen skal lykkes, må vi føre en anstændig personalepolitik, og det kan regeringen næppe være uenig i«, siger Fabrin, der også er medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening (KL). KL-formand: Ikke acceptabelt Også formand for KL's bestyrelse, borgmester Ejgil W. Rasmussen (V) tilskriver hovedparten af overskridelsen udgifter til reformen, men accepterer at genåbne budgetterne og analysere tallene nærmere: »Det er klart, at skulle der være enkelte kommuner, som har ruttet lidt rigeligt på budgetterne for at gøre deres kommune klar til reformen, er det ikke acceptabelt. Jeg tror bare ikke, det fylder ret meget i overskridelsen - hovedparten af det ekstra forbrug er efter alt at dømme helt nødvendige udgifter i forbindelse med reformen«. Thor P. står fast Borgmestrenes brok får dog ikke finansminister Thor Pedersen til at rokke sig - tværtimod stiger stemmen, når han påpeger, at kommunerne selv har indgået en aftale om budgetterne. »Det er den selv samme aftale, de nu har overtrådt. Sådan opfører voksne mennesker sig ikke. Hvis en indgået aftale ikke overholdes, falder jo hele aftalesystemet fra hinanden«, siger finansministeren, som ikke køber argumentet om, at kommunerne er kommet tættere på reformomkostningerne siden aftalen fra juni. »Hvis det er tilfældet, ville det have klædt de genvalgte borgmestre, at de inden valgdagen havde annonceret over for vælgerne, at de altså ikke agter at overholde aftalen med regeringen«, lyder det spidst fra finansministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























