Et lille svævefly har ramt køreledningerne til s-togene ved Kildedal Station nordvest for København. Flyet landede på en mark i nærheden af stationen. Ingen personer er kommet til skade ved ulykken. »Piloten kom ikke noget til, og han tager situationen stille og roligt«, fortæller vagthavende ved Gladsaxe Politi. For lidt vind Piloten forklarer styrtet med, at der var for lidt vind til at bære ham over ledningerne. Der er en lille flyveplads i nærheden, hvor piloten højst sandsynligt er lettet fra. Politiet vil nu afhøre ham og undersøge, om han har de relevante papirer til at flyve og derefter tage stilling til, om der skal rettes tiltale mod ham. Togdriften indstillet Ulykken betyder, at togdriften mellem Ølstykke og Ballerup er helt indstillet det meste af eftermiddagen. Der er indsat busser i stedet. Linje H+ er aflyst, og mellem Ballerup og København kører linje H med forsinkelser, oplyser DSB.
Fly rammer s-togsledninger
Lyt til artiklen