Fogh nedtoner behov for at skære i efterløn

Anders Fogh Rasmussen under sin tale på landsmødet. - Foto: Lars Skaaning
Anders Fogh Rasmussen under sin tale på landsmødet. - Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

For første gang gør statsministeren det nu klart, at voldsomme beskæringer i efterlønnen ikke står øverst på regeringens ønskeliste, når forhandlingerne om velfærdsreformer begynder i det nye år. En uge før, regeringens velfærdskommission fremlægger sin endelige rapport, sagde Anders Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde, at der bliver tale om »nænsomme justeringer«, og han fremhævede integration af indvandrere som »den største udfordring overhovedet, når det gælder finansiering af fremtidens velfærd«. Får mere end vi giver Han henviste til tal fra Velfærdskommissionen, der viser, at hver dansker over et livsforløb modtager 750.000 kroner mere fra det offentlige, end han eller hun betaler i skat. For indvandrere fra »mindre udviklede lande« er det samme tal 2,5 mio. kroner, påpegede Fogh. »Det er for at sætte det hele i perspektiv. Det, Velfærdskommissionen siger, er jo, at spørgsmålet om danskernes tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er vigtigt, men der er faktisk spørgsmål, der er endnu vigtigere - og det er spørgsmålet om at få indvandrere i arbejde«, siger Anders Fogh Rasmussen til Politiken. »Indtil nu har debatten om Velfærdskommissionens kommende rapport jo mest drejet sig om efterløn, pension og tilbagetrækning. Jeg har en klar forventning om, at Velfærdskommissionen kommer med et bredere arsenal af forslag end lige præcis det«, siger statsministeren. I sin tale rettede han »en kraftig appel til både virksomhederne og til indvandrerne«. Grib chancen Virksomhederne skal stoppe med at sortere ansøgere med fremmede navne fra, og de unge indvandrere skal holde op med at sige, at det er samfundets skyld. »Det er op til jer at gribe mulighederne og chancerne. Det er op til jer at lære et ordentligt dansk. Det er op til jer at passe skolen og gennemføre jeres uddannelse«, sagde Fogh og tilføjede: »Kom ud af den offerrolle. Tag nu selv et ansvar for at få et godt liv«. S: Meld ud, Fogh Fra socialdemokraternes politiske ordfører lyder en opfordring til, at Fogh selv mander sig lidt op. »Nu må statsministeren snart fortælle, hvad han mener om velfærdsreformer. Alle andre har været mandfolk nok til at spille ud, og danskerne vil gerne diskutere, men det kan ikke passe, at debatten skal være helt færdig, før Venstre melder ud«, siger Lotte Bundsgaard. Hun er enig i, at bedre integration er afgørende, men har svært ved at tage Foghs opråb alvorligt. »Det er en anelse hyklerisk, fordi regeringen selv har fjernet skolepraktikken, der betyder, at mange unge indvandrere ikke kan få en erhvervsuddannelse. Og i forhold til virksomhederne burde han sætte handling bag, så der blev et incitament til at ansætte indvandrere«, siger Bundsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her