Der er travlt i Sundhedsstyrelsen. Og lige nu er det især Center for Forebyggelse, som har nok at se til. Den frygtede fugleinfluenza har foreløbig kun krævet menneskeliv i Asien, men smitten er krøbet ind i Europa. En epidemi er stadig en sandsynlig risiko, og derfor skal Danmark som de øvrige europæiske lande i første række forberede sig på, hvordan smittet fjerkræ skal håndteres. EU tjekker bivirkninger Men overlæge og centerchef Else Smith for Center for Forebyggelse skal også holde styr på influenzamedicin og den paniksituation, der opstår, hvis sygdommen rammer den første dansker. Hun mener ikke, der er grund til hverken at frygte knaphed af influenzamedicin eller de bivirkninger ved medicinen, som der nu er observeret i Japan. »EU overvåger dokumentationen af eventuelle bivirkninger ved medicinen, og der er endnu ingen grund til alarm. Yderligere undersøgelser skal afklare, om der er en forbindelse mellem bivirkninger ved Tamiflu og dødfald blandt japanske brugere af midlet eller om det er tilfældigheder«, siger centerchefen. Japan har brugt influenzamedicinen Tamiflu i stor stil i flere år, mens andre lande ikke har brugt midlet til mange mennesker. Forberedt på epidemi »Vi følger situationen og udviklingen i alle de ramte lande i Asien og resten af verden meget nøje. Og vi er velforberedte på en eventuel epidemi«, siger Else Smith. Danmark er blandt de lande, som har valgt at opruste på medicin-fronten med det eneste kendte virksomme influenza-middel, Tamiflu. 'Der er nok Tamiflu' »Dem der skal have Tamiflu kan også få det i Danmark. I Danmark skal læger afgøre behovet med en recept, men vi er da opmærksomme på, at hamstring kan forekomme«, siger overlægen. Det er svært på verdensplan at få produceret nok Tamiflu til efterspørgslen, men ifølge Else Smith skal midlet også kun benyttes af folk i farezonen under en epidemi: De ældre, folk med dårligt immunforsvar og syge mennesker. »Derfor har vi også på vores hjemmeside skrevet et afsnit om 'Rationel brug af Tamiflu'. Hamstring er ikke nødvendig«, siger Else Smith. Tror på mild epidemi En epidemi kan opstå, når der skabes en helt ny type influenzavirus, som verden ikke har haft før. Den har mennesker derfor endnu ikke immunitet imod. Sundhedsstyrelsen vurderer, at der på et eller andet tidspunkt vil opstå en epidemi. Men dem har vi haft i gennemsnit cirka hvert 30. år. Og med undtagelse af Den Spanske Syge i 1918-1919 har epidemierne været milde. Derfor mener styrelsen også, at det mest sandsynlige er, at vi også næste gang får en mild sygdom. Men, en svær pandemi kan ikke udelukkes.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























