Konkurrencestyrelsen vil ikke i første omgang gribe ind over for de nye gebyrer, som Post Danmark er i færd med at indføre. Med virkning fra den 6. februar vil postselskabet tage betaling for garanteret levering før kl. 10 samt betaling for leje af postbokse. Styrelsen konstaterer, at mange erhvervsvirksomheder har brug for disse ydelser og reelt ikke har nogen valgmulighed. Da Post Danmark har en markedsandel på nær 100 procent, er styrelsen gået ind i sagen, og man har bedt Post Danmark begrunde prisen på ydelserne. Ikke urimelig avance Ifølge Konkurrencestyrelsen har Post Danmark fremlagt budgetter, der viser, at selskabet ud over at få dækket sine omkostninger opnår en pris, der indeholder en ikke urimelig avance. »Konkurrencestyrelsen har foreløbig taget disse oplysninger til efterretning, idet det er usikkert, hvor mange kunder der vil efterspørge de nye ydelser«, oplyser styrelsen, der tilføjer, at man fortsat vil følge udviklingen.
Konkurrencestyrelsen griber ikke ind mod Post Danmark
Lyt til artiklen