CIA-fly landede i Grønland

Lyt til artiklen

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA's påståede fangefly er tilsyneladende også landet i grønlandske lufthavne. Ifølge oplysninger fra de islandske luftfartsmyndigheder er tre fly fra CIA-kontrollerede selskaber landet i alt fire gange i grønlandske lufthavne i årene 2003 og 2004. Grønland har bedt den danske regering oplyse, om landet er blevet anvendt af CIA i forbindelse med de omstridte transporter af terrormistænkte, men VK har oplyst, at der ikke var nogen oplysninger at give. 'VK vil ikke have lys over sagen' Derfor undrer det Enhedslistens Frank Aaen, at partiet har kunnet få oplysninger ved en enkelt telefonopringning til Island. »Det viser, at regeringen ikke har gjort sit arbejde ordentligt«, siger Frank Aaen. Han mener, at regeringen ganske enkelt ikke er interesseret i, at sagen bliver undersøgt. Motzfeldt: Vi er intet transitland for CIA Det fungerende landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Josef Motzfeldt (IA), siger til Ritzau, at landsstyret ikke kan acceptere, hvis »konventioner indenfor luftfart og menneskerettigheder er overtrådt«. »Vi vil ikke acceptere, at Grønland bruges som mellemstation i forhold til operationer, hvor almindeligt anerkendte menneskerettigheder er sat ud af spil«, siger Josef Motzfeldt. Han tilføjer: »Vi går ud fra, at regeringen overfor amerikanerne vil gøre dette synspunkt klart«. Tidligere har også Færøerne bedt Danmark undersøge, om CIA misbruger færøsk luftrum til de hemmelige flyvninger med mistænkte terrorister. Per Stig har intet kendskab til sagen Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har tidligere sagt, at han ikke har kendskab til, at CIA skulle have overfløjet dansk luftrum, endsige på dansk jord: »Som jeg også har oplyst til Folketinget, har jeg ikke kendskab til, at der skulle foregå transporter gennem dansk luftterritorium, hvis formål er i strid med internationale konventioner«, har Per Stig Møller sagt. Han har også understreget, at regeringen har rejst sagen overfor USA og indskærpet, at dansk luftrum ikke må anvendes til flyvninger i strid med den såkaldte Chicago-konvention. Konventionen indebærer, at amerikanske fly uden særlig tilladelse kun må overflyve Danmark, når der er tale om civile flyvninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her