Både hjælpeorganisationer og danske roeavlere kritiserer EU´s sukkerreform, der betyder, at priserne på europæiske sukker falder med 36 procent. Mens hjælpeorganisationen Ibis mener, at reformen ikke er den hjælp til verdens fattigste lande, man kunne have håbet på, så klager de danske landmænd over at reformen vil gøre ondt på mange landbrugsfamilier. »Aftalen betyder, at vi kommer til at tjene 5.000 kroner mindre per hektar, hvilket typisk vil betyde et indtægtsfald på 100.000 kroner om året. Det svarer til, at en almindelig lønmodtager måtte gå 50 procent ned i løn«, siger Jørn Dalby, der er formand for De Danske Sukkerroedyrkere til Ritzau. Dyrt for ulandene Ibis siger, at reformen heller ikke er godt nyt til verdens fattigste lande. Ifølge den nye aftale bliver der lagt begrænsninger på ulandenes sukkereksport til Europa. »De fattige lande har potentiale til at eksportere op i mod 2,7 millioner tons - men EU landene indfører nu en øvre grænse for eksport som forhindrer fattige lande i at udnytte deres potentiale før tidligst om 15 år«, siger kampagnemedarbejder for Ibis Morten Emil Hansen i en pressemeddelelse. Og selv om prisen på sukker falder med 36 procent vil EU´s sukkerpriser stadig være det dobbelte af verdensmarkedet, oplyser Ibis. EU: Historisk dag Men i EU er man godt tilfreds. Den britiske landbrugsminister Margaret Beckett kalder reformen af EU's 40 år gamle sukkerstøtte-program for »historisk«. Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel (V) glæder sig over reformen, som hun mener stiller EU i en »meget gunstigere stilling« før forhandlinger om verdenshandel i WTO. Og selv om landmændene ikke er udelt begejstret for udsigten til lavere priser på sukker, så glæder de sig over, at de har mulighed for at få kompensation. »Det betyder, at prisfaldet bliver mindre. Men ellers er det slemt nok. Der er tale om den mest dramatiske reform på landbrugsområdet i EU«, siger sukkerformand Jørn Dalby.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























