Det var Søren Pinds stramme integrationsudspil og Venstres nære samarbejde med Dansk Folkeparti og den konservative Mogens Lønborg, der fik Wallait Khan til at bryde ud og alliere sig med venstrefløjen i slaget om borgmesterposter på Københavns Rådhus.
»Vi har været uenige i gruppen under valgkampen om integrationsspørgsmål og det burde vi have diskuteret grundigt bagefter. Men i stedet hører man pludselig, at nogen på gruppens vegne har besluttet, at vi skal stå sammen med Dansk Folkeparti og samtidig forære en borgmesterpost til Mogens Lønborg. Det kan jeg ikke lide«, siger Wallait Khan. 'Lønborg har ødelagt alt for os'
Politiken fangede den efterspurgte mand på telefonen under barberingen i hjemmet på Nørrebro.
Partiskiftet skyldes regulær bitterhed over, at Venstres nye ledelse på valgnatten åbenlyst hjalp Mogens Lønborg til fire år i borgmesterkontoret.
»Mogens Lønborg har ødelagt alt for os. Under valgkampen har han gjort alt muligt for at skade os og har i stedet været så og så glad for Ritt. Mens vi sad og græd, gik han og smilede. I løbet af de seneste fire år har han følt sig snydt«, siger Wallait Khan.
»Den mand har slet ikke fortjent en borgmesterpost. Vi skal ikke give ham en gave«, siger Wallait Khan. 'Forkert valgstrategi'
Men bruddet handler ikke bare om Lønborg, men også om en regulær protest over alt for meget pisk i Venstres udlændingepolitik under valgkampen.
»Vores valgstrategi var forkert. Indvandrerne er allerede sure på Venstre på grund af landspolitikken. Men nu stod Venstregruppen her i København pludselig også og gik målrettet til valg på Dansk Folkepartis mærkesager. Det gav meget dårlig respons i befolkningen og indvandrerne kunne jo slet ikke acceptere det. Vi fokuserede kun på, at vi ville komme efter indvandrere, indvandrere og indvandrere«, siger Wallait Khan. Men hvorfor meldte du så ikke det ud under valgkampen?
»Fordi jeg ikke ønskede at skabe kaos. Personligt havde det gavnet mig at melde ud midt i valgkampen. Det ville have givet en masse stemmer. Men det ville have været utroværdigt over for partiet. Jeg har fortalt dem, at jeg er utilfreds med de ting. Jeg har også sagt i medierne, at jeg var utilfreds. Men her efter valget mener jeg, at vi skulle have sat os sammen og diskuteret, hvorfor det gik galt. I stedet vælger man så at støtte Dansk Folkeparti og Mogens Lønborg«. Har du talt med Martin Geertsen om de her ting?
»Jeg har talt med Søren Pind«. Hvad siger han, når du siger, at Lønborg har været illoyal?
»Jamen, det ved alle«. 'De har prøvet alt'Har Venstre forsøgt at overtale dig til at blive i valggruppen?
»Selvfølgelig har de det. De har prøvet med alt. Men de vil ikke ændre noget. De vil meget gerne have, at vi skal stå sammen, men de vil ikke ændre på politikken«. Har du så en aftale med SF?
»Jeg har meldt mig ud af gruppen, men jeg er stadigvæk venstremand. Jeg sidder alene«. 'Venstre to'Så i valggruppesammenhæng sidder du i din egen gruppe?
»Ja, jeg er alene. Du kan kalde det Venstre to«. Du er så indforstået med, at det vil flytte en borgmesterpost over på venstrefløjen?
»Jeg ved, at det kan betyde, at den borgerlige fløj ikke får to borgmesterposter. Men problemet er endnu større, hvis jeg skal støtte Dansk Folkeparti og Lønborg«. 'Pind har efterladt et parti i kaos'
Wallait Khan mener også, det var en fejl, at Søren Pind valgte at forlade Venstres københavnske top umiddelbart efter valgnederlaget.
»Han efterladt et parti i kaos. Jeg kan godt se, at han er et mandfolk ved at tage konsekvensen, men hvad med gruppen og partiet«. Tror du, at Geertsen vil have en chance mod Ritt Bjerregaard?
»Om fire år måske, men det kan godt være, at bliver man nødt til at hente en udefra. Måske Uffe Ellemann«. Vil ikke være med til at styrke DFJeg har talt med den anden Venstrepolitiker, Heidi Wang, som opfordrer dig til at komme tilbage til Venstre.
»Ja, for at støtte Dansk Folkeparti! Det kan hun, men det kan jeg ikke«. Hun siger også, at hun kvæler dig, hvis du ikke kommer tilbage.
»Det skal hun have lov til, hvis hun kan. Hun er jo kineser, hun kan gøre alt«. Men havde det ikke været det mest ærlige over for vælgerne, hvis du inden valget havde fortalt om dine hensigter?
»Det havde givet masser af stemmer til mig personligt, men det havde været værre end Mogens Lønborg. Så havde jeg bidraget til at ødelægge alt for Søren. Men jeg har både sagt til medierne og til Søren, hvad jeg mener inden valget«. Kræver skriftlig undskyldning fra LønborgEr der noget, der kan få dig til at ændre din beslutning om at bryde med den borgerlige valggruppe?
»Ja, jeg er stadig venstremand. Så er det op til mine partifæller. De skal stå frem og sige, at det var forkert, og at vi stadig skal have en liberal og fair politik over for indvandrere. Så skal du også tænke på, at jeg ikke vil være med til at styrke Dansk Folkeparti. Jeg forstår det godt i Folketinget, da de dér ikke har andre muligheder. Men her i København forstår jeg ikke, hvorfor vi skal være gift med dem. Desuden bør Lønborg komme med en skriftlig undskyldning til Venstre og Søren, før vi skal give ham en borgmesterpost«. Der skal ret meget til, før du er tilbage i folden?
»Ja«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























