CIA-fly fløj 64 gange til Guantánamo

Lyt til artiklen

Flere af de mistænkte CIA-fly, der har benyttet dansk territorium til sine flyvninger, har både haft adgang til den amerikanske Guantánamo fangelejr og til en hemmelig CIA-base kaldet 'Farmen' i Virginia, USA. Det viser en gennemgang af flyenes ruteplaner, som Politiken har gennemgået med baggrund i oplysninger fra Enhedslisten. »Vi ved med sikkerhed, at flyene er landet der, hvor USA ulovligt opbevarer fanger. Samt at de arbejder for den amerikanske regering. Hvis vi ikke straks undersøger sagen, kan vi blive medskyldige i tortur«, siger Enhedslistens Frank Aaen. Aaen vil have en forklaring Han vil bede regeringen forklare sagen for lukkede døre i Folketingets udenrigspolitiske nævn. De nye oplysninger kommer samtidig med, at flere lande i Europa har besluttet at undersøge CIA-flyene, som er sat i forbindelse med flere ulovlige kidnapninger af yderligtgående muslimer. Personerne er efterfølgende blevet transporteret til lande, som begår tortur, eller til den omstridte Guantánamobase, hvor USA tilbageholder over 500 terrormistænkte på ubestemt tid. Kræv passagerlister Tom Malinowski, der er leder af den amerikanske menneskerettighedsorganisation, Human Rights Watch i Washington, siger, at der er stor sandsynlighed for, at flyene har medvirket til fangetransporter i strid med internationale konventioner, mens de har været på dansk territorium. »Den danske regering bør snarest kræve passagerlister fra flyene for præcist at få fastslået, hvad de har lavet i Danmark«. 64 gange er flyene landet på Guantánamobasen, samtidig med at de har taget ture til eksempelvis Uzbeksitan, Kabul og Bagdad, hvor amerikansk militær har etableret afhøringscentre. Og tre gange er de landet på den hemmelige base for USA's centrale efterretningstjeneste, CIA. Overtrædelse af konvention Flyvningerne til efterretnings- og afhøringscentrene er sket både før og efter, flyene enten er landet i eller er fløjet over Danmark. »Og dermed har flyene overtrådt den såkaldte Chicago-konvention, der dikterer, at kun civile fly frit må anvende dansk territorium. Med mindre de danske myndigheder altså har kendt til flyvningerne«, siger Enhedslistens Frank Aaen. Per Stig afviser Men det afviser udenrigsminister Per Stig Møller (K). I en e-mail skriver han: »Som jeg også har oplyst til Folketinget, har jeg ikke kendskab til, at der skulle foregå transporter gennem dansk luftterritorium, hvis formål er i strid med internationale konventioner«. Han skriver, at regeringen har rejst sagen overfor USA og indskærpet, at dansk luftrum ikke må anvendes til flyvninger i strid med konventionerne. Flere internationale sager Tidligere har en italiensk dommer krævet 42 CIA-folk udleveret for kidnapningen af en islamisk yderligtgående imam i Milano i 2004. Og senest er spansk politi gået ind i sagen om et mistænkt fly, der mellemlandede på Mallorca efter at have deltaget i kendte fangetransporter. Fredag bad EU's justitskommissær, Franco Frattini, de enkelte medlemslande undersøge forlydender om, at CIA har oprettet hemmelige fængsler i blandt andet Polen og Rumænien. CIA har ingen kommentarer En talskvinde fra CIA til Politiken, at man »ingen kommentarer« har til sagen. I marts i år landede et jetfly fra det påståede CIA-selskab, Path Corporation i Københavns Lufthavn. Politikens gennemgang af dets flyrute viser, at det også er landet på CIA-basen i USA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her