Socialdemokraterne blev med 13 mandater langt den største gruppe i Region Hovedstaden, efterfulgt af Venstres otte. Men det er slet ikke givet, at Københavns amtsborgmester, Vibeke Storm Rasmussen (S), også vil få overdraget formandsposten i den ny region med hovedsæde i Hillerød. Sammen med SF og Enhedslisten kan Socialdemokraterne samle 19 medlemmer i det 41 mand store regionsråd. Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti er leveringsdygtige i samlet 17 mandater, mens De Radikale med Kirsten Lee og de fire øvrige mandater umiddelbart sidder med en af nøglerne til en flertalsløsning. Lee går efter formandspost Kirsten Lee havde på forhånd erklæret, at hun selv vil gå efter formandsposten og ikke er indstillet på at give Vibeke Storm Rasmussen sin støtte. Valget til de fem nye regioner blev flere steder et tæt opgør med Socialdemokraterne og Venstre i hård kamp. Mens forhandlingerne om den sidste post i Region Hovedstaden trækker ud, blev resultatet i de andre fire regioner to nye formandsposter til hver af partierne. V sætter sig på Region Sjælland Som forudset satte Venstre sig på henholdsvis Region Sjælland og Region Syddanmark. De to andre jyske regioner, Region Midtjylland og Region Nord, fik derimod socialdemokratiske formænd. I Region Sydjylland stod kampen tæt mellem S og V, der var lige store med hver 14 mandater. Men det bliver Sønderjyllands amtsborgmester, Carls Holst (V), der udvider sit domæne og flytter hovedsædet til Vejle sammen med Region Syddanmark, hvorfra han sammen med S har lagt op til brede forhandlinger med alle partier. S stærkest i Nordjylland Derimod stod Socialdemokraterne stærkest i Nordjylland, hvor man hentede næsten 46 procent af stemmerne og 20 af de i alt 41 mandater. Med støtte fra to SF-mandater skulle formandsposten være sikret Nordjyllands amtsborgmester, Orla Hav, der dog umiddelbart lagde op til brede forhandlinger om den efterfølgende fordeling af opgaver i regionsrådet. Benst Hansen tilfreds Også i Midtjylland var der tale om en socialdemokratisk sejr, der gør Bent Hansen, amtsborgmester i Viborg, til regionsformand. Her var Socialdemokraterne største parti med næsten 38 procent af vælgerne og 16 mandater, og partiet kunne hente et flertal fra to SF-mandater, to radikale støtter samt et enkelt medlem fra Enhedslisten. »Sådan et resultat kan vi ikke være andet end tilfredse med«, konstaterer Bent Hansen, der nu lægger op til forhandlinger for at se, om der kan laves en bredere konstituering i regionsrådet. Dødt løb i Region Sjælland I Region Sjælland var der næsten dødt løb, idet Socialdemokratiet hentede 14 mandater og Venstre 13. Stik mod forventningen hos Socialdemokraterne valgte de to radikale mandater imidlertid at støtte Venstres Kristian Ebbensgaard, nuværende amtborgsmester i Roskilde Amt, der også henter opbakning fra De Konservative med tre mandater og Dansk Folkeparti med fire. »Som led i en bred konstituering tilbyder vi Socialdemokraterne den første næstformandspost«, siger Kristian Ebbensgaard, der også er formand for Amtsrådsforeningen. I det kommende regionsråd får han blandt andet selskab af tidligere europaparlamentsmedlem Freddy Blaks Blak-liste med ét medlem. 69,4 procent stemte Stemmeprocenten var til regionsvalget højest i Region Midtjylland med 72,2 procent, mens den i Region Hovedstaden var nede på 65,5. På landsplan var stemmeprocenten 69,4. Normalt stemmer omkring 70 procent af vælgerne til kommunalvalg, men for fire år siden nåede valgdeltagelsen helt op på 85 procent. Det skyldes formentlig, at der samtidig var folketingsvalg, hvor interessen traditionelt er noget højere. Fintælling Valgdeltagelsen i år kan dog blive endnu højere, da der ikke fuldt ud er taget højde for ugyldige og blanke stemmer. Først når fintællingen er overstået, og Indenrigsministeriet har gjort tallene op, kendes den endelige stemmeprocent for tirsdagens valg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























