Radikal selvransagelse efter beskeden fremgang

Klaus Bondam var en af de få radikale, der kunne leve op til folketingsvalget. - Foto: Jens Dresling
Klaus Bondam var en af de få radikale, der kunne leve op til folketingsvalget. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Det er tid til selvransagelse hos de radikale dagen derpå, hvor midterpartiet ganske vist fik fremgang - men en langt mere beskeden en af slagsen end ved folketingsvalget i februar. Mens partiet stormede frem med hele fire procentpoint ved folketingsvalget, fik partiet en fremgang på 1,3 procentpoint i landsgennemsnit ved kommunalvalget. Noget at tænke over Kun enkelte steder har de radikale oplevet en stigning, der kan matche stigningen ved folketingsvalget. Det er blandt andet i København, Aalborg og i region Hovedstaden - steder, hvor partiet på forhånd meldte ud, hvem de ville pege på efter valget. Til gengæld gik det mindre heldigt i Odense og Århus, hvor partiet til det sidste holdt kortene tæt til kroppen. »Det har givet mig noget at tænke over. I hovedstadsregionen har vi meldt klart, at vi ikke ville pege på Vibeke Storm Rasmussen (S), og der har vi fået over 10 procent af stemmerne. Det kræver et lidt nærmere studium, men måske er der et interessant mønster«, siger partileder Marianne Jelved. Vælgere blev skræmt væk Hun får opbakning fra den radikale kandidat Uffe Elbæk i Århus, hvor partiet havde håbet på en stor fremgang efter det flotte folketingsvalg men måtte nøjes med et plus på 0,4 procentpoint. »Min personlige vurdering er, at mange potentielle radikale vælgere er blevet skræmt væk, fordi de ikke vidste, hvor de havde os. Mange venstredrejede radikale ville have stemt på os, hvis de vidste, at vi ville støtte Nicolai Wammen (S-kandidaten, red.)«, siger Uffe Elbæk. Han understreger dog, at der også er gode argumenter for at undlade at pege på en kandidat: »Derved følte vi, at vi kunne modvirke tendensen til, at der på forhånd bare dannes to blokke med to kandidater«, siger han. Billede går igen Valgforskere er forsigtige med at konkludere på det uforudsigelige valgresultat, der gav Socialdemokraterne et overraskende godt valg. Og især de radikales beskedne fremgang giver valgforsker Roger Buch grå hår i hovedet. Han tvivler på, at det har haft den store betydning, at partiet ikke meldte ud, hvem man ville stemme på i en række byer. »Den beskedne radikale fremgang er jo et billede, der går igen i stort set alle kommuner - også dem, hvor partiet på forhånd havde valgt side«, siger han. Han anerkender dog, at den københavnske spidskandidat Klaus Bondam - der på forhånd pegede på Ritt Bjerregaard (S) - havde betydeligt mere held i sprøjten end partifællerne i det meste af landet. »Men det skyldes nok i højere grad, at det københavnske valg blev dækket så intenst i medierne. Og her har Klaus Bondam altså en overbevisende gennemslagskraft«, siger Roger Buch. For mange præsidentvalg I stedet forklarer han det beskedne radikale resultat med de mange 'præsidentvalg' som prægede de lokale debatter: »Der var mange eksempler på præsidentvalg rundt omkring i landet, hvor de to store partier V og S stod stejlt over for hinanden, og hvor der stort set udelukkende blev fokuseret på deres spidskandidater«, siger han. Uffe Elbæk fra Århus er enig: »I en lang række kommuner har de mindre partier jo haft elendige valg, og det skyldes helt sikkert, at de to store partiers kandidater er løbet med opmærksomheden«, siger han. Trods det skuffende resultat er der dog også lyspunkter for de radikale. Partiet kan således glæde sig over at få sæde i flere end 60 procent af de nye storkommuner og i alle regionerne mod kun 25 procent af de gamle kommuner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her