Forhandlingerne om hovedstaden er gået i stå

Lyt til artiklen

Hovedstadsregionens 1,6 millioner indbyggere risikerer at skulle vente flere dage på at få at vide, hvem der bliver regionens første formand. Mindst tre spidskandidater står på spring til at indtage posten, og valgresultatet har skabt en situation, hvor den politiske kabale kan lægges på flere måder. En nøgleperson i forhandlingerne er den radikale Kirsten Lee, der selv går efter at blive regionsformand. I karambolage med spidskandidater Med partiets fem mandater kan hun skabe flertal med såvel Socialdemokraterne og SF samt på den anden side af midterlinjen Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Problemet er blot, at i den ene model kommer Kirsten Lee til at konfrontere Socialdemokraternes spidskandidat, amtsborgmester i København Vibeke Storm Rasmussen. Og ved den anden flertalsmodel står hun over for Venstres spidskandidat og Frederiksborgs amtsborgmester, Jørgen Christensen. Både Vibeke Storm Rasmussen og Jørgen Christensen gik til valg på det samme erklærede mål som Kirsten Lee: At blive regionsformand. Mødes i aften Parterne havde til aften afsat tid til at mødes kl. 21, men det var usikkert, om mødet ville blive holdt. Ifølge Kirsten Lee ville det kræve et nyt forhandlingsoplæg. »Ellers er der ikke noget at forhandle om«, sagde hun. Jørgen Christensen konstaterede, at forhandlingerne var fastlåste, og han tvivlede også på, at mødet ville blive til noget. Fastlåst »Situationen er så fastlåst nu, at der godt kan gå mange dage, før der er udpeget en regionsformand for hovedstaden. Jeg har meget svært at se en udvej på det her«, sagde Jørgen Christensen først på aftenen. De øvrige fire regioner i landet faldt på plads natten til onsdag, og resultatet var, at Venstre og Socialdemokraterne hver fik to regionsformænd. Venstres Carl Holst, amtsborgmester i Sønderjylland, bliver formand for Region Syd, mens Venstres Kristian Ebbensgaard, amtsborgmester i Roskilde og formand for Amtsrådsforeningen, bliver formand for Region Sjælland. Region Nordjylland får Nordjyllands amtsborgmester, Orla Hav (S), som formand, mens Region Midtjylland får Viborgs amtsborgmester, Bent Hansen (S).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her