Han peger på toilettes gulv. »Det var dér, jeg fandt ham. Han sad lænet op ad vandrøret i en stor blodpøl. Der var blod over det hele«, siger manden, der dagligt kommer på herberget Sundholm på Amager. 'Han var i chok' Han har søgt ly på det offentlige toilet på herbergets grund. For ti dage siden blev en 46-årig sundholmbeboer fundet, efter han fik tæsk af en gruppe unge drenge. To dage senere døde han på Amager Hospital. Manden kører lighteren frem og tilbage under det stykke sølvpapir, han holder mellem fingrene. Om lidt skal han ryge. »Han var stadig ved bevidsthed, men virkede helt omtåget. Han var nok mere i choktilstand, end han var bange«, forklarer han. På væggen er der blod. Udenfor, tre meter fra døren, er der endnu en blodpøl, der ifølge manden med sølvpapiret stammer fra den 46-årige mand. Kraniebrud og brækket ben Inden den 46-årige døde, nåede han at fortælle politiet, hvad der skete den aften for nu ti dage siden. Det var blevet mørkt, da han omkring klokken 22 traskede fra Sundholm og over mod kiosken med en pose tomme flasker. På vejen blev han angrebet bagfra af fire til fem unge drenge på mellem tolv og fjorten år, som ifølge ham havde indvandrerbaggrund. De slår og sparker ham. Han falder, slår hovedet mod asfalten, får et mindre kraniebrud over det ene øje og brækker benet. Drengene lader ham ligge og stikker af i mørket uden at stjæle noget fra ham. Han er bange, så han slæber sig over på et toilet i nærheden. Natten på gulvet I mellemtiden bliver døren låst. Han kan ikke komme ud. Han ender med at sidde hele natten på gulvet, indtil han bliver fundet ti timer senere og kørt på hospitalet. Her dør han et par dage efter. Ifølge politiet er det endnu uvist, hvad sundholmbeboeren dør af. Hospitalets specialister mener ikke, at de skader han fik under overfaldet i sig selv var nok til at tage livet af ham. Men de kan have haft indflydelse. Drabsafdelingen ved Københavns Politi leder i øjeblikket efter gerningsmændene i en sag uden vidner og kun med den afdøde mands ord for, at det var en gruppe unge drenge, som stod bag overfaldet. Hos politistationen tæt ved Sundholm forklarer vicepolitikommissær Niels Gert, at der har været problemer med grupper af unge drenge, der har overfaldet Sundholms beboere. Der er blandt andet blevet kastet med sten og råbt efter nogle af Sundholms brugere. Men situationen har ændret karakter, efter overfaldet på den 46-årige mand. »Det er gået over gevind«, siger vicepolitikommissær Niels Gert. Ven gennem fire år »Han var bange. De havde været efter ham en gang før«, siger Verner Johansen, der har været ven med den 46-årige mand gennem de sidste tre år. Han sidder inde ved et af de runde borde i Sundholms café, hvor varm aftensmad koster 12 en halv krone. Her kom den 46-årige næsten hver dag. »Han var et let offer. For han kunne godt lide at få en lille én. Og han kunne ikke gøre en kat fortræd, for han var så tynd«, siger Verner Johansen og suger kinderne lidt ind for at vise det. Den 46-årige havde fortalt Verner Johansen, at han sammen med en anden kammerat var blevet overfaldet af en gruppe unge drenge. Det skete tidligere på året. Efter det kunne den 46-årige ikke lide drengene, som af og til dryssede forbi Sandholm. »Det er frygteligt, det er sket. Der bliver snakket meget om de drenge herude. De råber efter de folk, og er meget provokerende over for dem, de ved, de kan tryne. Folk er forfærdede«. Verner Johansen flytter blikket til et bord i hjørnet. Dér ville hans ven have siddet, hvis han stadig var i live. Ødelægger fristed Ude på en af Sundholms græsplæner, sidder en lille gruppe mennesker i et graffitimalet skur og drikker øl i solen. Det er kun få meter fra det toilet, hvor Jan Erik Lauersen blev fundet. De er bekymrede over de grupper af drenge, der skaber frygt i området. »De kommer 13-15 stykker om aftenen og kaster sten og flasker. De banker de enlige. For her bor de svage ude«, siger en mand med en hundesnor om halsen. En anden mand nikker samtykkende: »De er ved at ødelægge vores fristed. Jeg er kommet på Sundholm i 15 år, for her kunne man hygge sig og snakke med andre. Nu tør vi ikke gå rundt alene, når det er mørkt, men bevæger os i små grupper. Folk er skide bange«, siger han. Flere i gruppen mener, at det er på tide, at nogen tager problemet op. »Det er sådan at de svage slår på dem der er endnu svagere end dem selv. Hvis drengene føler, at samfundet ser ned på dem, finder de nogen, som deres frustrationer kan gå ud over«, siger en anden mand. Tiltag sat i gang Tæt ved den store vej, der fører ind til Sundholms område, ligger Station Amager. Vicepolitikommissær Niels Gert oplyser, at der altid har været mange problemer i området omkring Sundholm. Ballademagerne vil han karakterisere som utilpassede unge drenge med både dansk og anden etnisk baggrund, der ikke har de værdier og normer over for andre mennesker, som man ifølge Niels Gert bør have. Hvor stort problemet reelt er, har han vanskeligt ved at sige. Ofte melder Sundholms brugere ikke overfaldene, fordi de selv er bange for repressalier fra de unge. Men flere ting er sat i gang. Patruljerne kigger oftere forbi Sundholm og en særgruppe fra stationen hiver fat i de unge, og følger dem hjem til forældrene.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De er begge ude af Folketinget efter 20 år: »Jeg har ikke haft nogen plan B, for så er du jo ikke nok dedikeret«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























