Forskere fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) og Elsam har fundet en ny og bedre metode til at udvinde sprit af halm. Det kan resultere i billigere brændstof til biler, fordi sprit kan erstatte benzin. Metoden kan gå hen og blive et guldæg for dansk erhvervsliv. »Man skal forestille sig, at Danmark kan blive leverandør til verdens biler«, siger Claus Felby, professor ved KVL, til Politiken.dk. Gevinst for erhvervslivet På nuværende tidspunkt er det muligt at erstatte ti procent af benzinen med sprit. Men med den nye metode, som KVL har udviklet i samarbejde med energiselskabet Elsam, vil det om fem-ti år være muligt at erstatte 40 procent af benzinen, skriver flere medier. Ifølge professor Claus Felby fra KVL kan forskningen blive en gevinst for dansk erhvervsliv, fordi danske forskere er langt fremme på feltet med at udvikle og forbedre såkaldt biobrændsel. Han betegner den nye metode som »så enkel, at man skulle tro, det var løgn«. »Nu kan vi omsætte halmstrå til sprit i en meget simpelt, hurtig og energisvag proces. Populært sagt kan vi køre tre-fire gange så meget biomasse igennem et system og bruge tre-fire gange mindre energi, end det hidtil har været muligt«, forklarer professoren. Low tech-løsning Omdannelse af for eksempel halm til energi, i form af sprit, har været kendt længe. »Ja, nærmest i 1.000 år«, som Claus Felby udtrykker det. Men foreløbig har omdannelsesprocessen været så bekostelig og energikrævende, at den har været svær at gøre til industriel praksis. »Men nu har vi fundet en low tech-løsning på et high tech-problem«, siger professor Claus Felby fra KVL, der har arbejdet på metoden siden 2002. Gratis energi Den nye metode behøver ikke lige så meget vand, og derfor kommer der en masse gratis energi i form af overskudsdamp til rådighed. Professor Claus Felby fra KVL har sammen med senioringeniør Jan Larsen fra Elsam Engineering nu søgt patent på processen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























