200 beboere evakueret under storbrand på Amager

Branden hærgede tagetagen i den trefløjede beboelsesejendom i området omkring Bogerbo på Amager. - Foto: Finn Frandsen
Branden hærgede tagetagen i den trefløjede beboelsesejendom i området omkring Bogerbo på Amager. - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

»Jeg sad i min lejlighed og undrede mig over, hvor røglugten kom fra, og pludselig skreg min nabo bare 'ud - ud'«, fortæller Josef, der bor på første sal i den brændende boligkarré på Amager. Josef var en blandt 200 evakuerede beboere, der mandag aften var tvunget til at forlade sit hjem, da en voldsom brand hærgede tagetagen i en trefløjet beboelsesejendom i området omkring Bogerbo på Amager. Flammerne opstod i en femtesals lejlighed og åd sig hurtigt op gennem taget på grund af en kraftig vind. Lejlighedens mandlige beboer blev kørt væk i ambulance, men ellers melder politiet ikke om nogen alvorlige personskader. Udrykning og evakuering Brandvæsnet fik alarmen 18.35 og rykkede hurtigt ud sammen med politiet for at afspærre det røgfyldte område mellem Amager Fælledvej og Amagerbrogade. De tilkaldte dog hurtigt assistance fra hele Sjælland, da branden bredte sig. Under det brændende tag løb barfodede beboere med tasker og fuglebure, mens gløder regnede ned over fortove og altaner. Ældre beboere blev evakueret i busser, og nysgerrige stimlede hurtigt sammen for at se flammerne æde sig op mod den sorte nattehimmel. Red saxofonen Fra Shell-stationen på Amagerfælledvej havde evakuerede beboere frit udsyn til deres brændende hjem. Også den 30-årige kommunikationsmedarbejder Christina Hernvig. Hun bor på tredje sal i Borgerbo og var i vaskekælderen, da hun første gang lugtede røgen. Ude på gaden snakkede hun med en anden beboer, og i sjov snakkede de om at pakke tasker - bare for en sikkerheds skyld. »Pludselig kom politiet og sagde, at vi skulle gå ind i lejligheden og pakke en taske«, fortæller Christina Hernvig, der gerne ville have haft meget mere med ud af lejligheden end den rygsæk og stribede plastictaske, som hun nåede at få med. »Jeg har lige købt en uvurderlig saxofon fra 60'erne, så jeg håber altså ikke, at det bliver så varmt, at den smelter«, siger hun. Frygt for vandskade Josef er mere bange for, at vandet fra slukningsarbejdet skal trænge ned og give vandskade, og så er han bange for en huslejestigning. »Vi fik renoveret hele taget under den store storm, så jeg håber, at forsikringen dækker et nyt tag«, sukker Josef og kigger over mod sin lejlighed, hvor fjernsynet og lyset stadig er tændt i stuen. Kort før midnat oplyste brandfolk på stedet til Politiken, at branden var under kontrol.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her