Egypten vil stille sig i spidsen for en diplomatisk kampagne mod Jyllands-Posten, fordi avisen har bragt en række tegninger af profeten Muhammed. Den egyptiske udenrigsminister mener, at offentliggørelsen af tegningerne er »en skandale«, som bør udløse en undskyldning. Derfor appellerer Egypten til hele verden om støtte til fælles kamp mod tegningerne og Jyllands-Posten. »Målet er at dette i den sidste ende kan ende med en fælles forståelse for problemet, måske en undskyldning, et stop for sådanne handlinger og et incitament til Europa om at korrigere tilgangen til emner som dette«, siger udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit i dag ifølge Reuters på et pressemøde. Breve til verdens ledere Ifølge udenrigsministeren har den egyptiske regering sendt breve med appeller om støtte til ledere verden over - blandt andre FN's generalsekretær Kofi Annan og den europæiske samarbejdsorganisation OSCE. De fleste muslimer kan ikke godtage afbildninger af profeten Muhammed. Det er forbudt ifølge Islams hellige bog Koranen. »Den arabiske og islamiske verden må tage stilling til denne sag«, siger Ahmed Aboul Gheit. I den kristne kunst har det derimod altid været tilladt at afbilde Gud eller Kristus. Ser det som forfølgelse Udenrigsministeren blev på pressemødet spurgt, om han har et bud på, hvordan reaktionen ville være, hvis en anden religion end Islam havde været midtpunktet i den danske debat. »Så ville vi se hoveder rulle og embedsmænd miste deres stillinger og ansvarsområder. Men sådan fungerer verden i dag«, siger Ahmed Aboul Gheit. Drøfter sagen med Tyrkiet Ambassadører fra en række muslimske lande har tidligere protesteret til statsminister Anders Fogh Rasmussen over tegningerne i Jyllands-Posten. Meningen er, at Anders Fogh Rasmussen skal drøfte sagen på et møde i dag med Tyrkiets regeringschef, Taayip Erdogan, der besøger København i dag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























