I Ormslev Borgerhus, på Århus kommunes mindste valgsted med i alt 399 stemmeberettigede, sidder manden, der højst sandsynligt kommer til at bestemme, om det bliver Socialdemokratiet eller Venstre, der får borgmesterposten i landets næstfolkerigeste kommune. Men det Radikale Venstres spidskandidat Peter Thyssen, der er i Ormslev som valgtilforordnet, har igennem hele valgkampen nægtet at sige, hvem partiet vil pege på som borgmester. Det er efter hans mening helt logisk. »Det drejer sig om at få politisk indflydelse. Det parti, der kan være med til at gennemføre flest radikale mærkesager, får vores støtte«, konstaterer han. Radikale kræver letbane De radikale mærkesager er blandt andet etablering af en letbane i byen, genindførelse af kostordningen i daginstitutionerne og en fordobling af kommunens bidrag til kulturlivet. Mange, både vælgere og politiske eksperter, har imidlertid kritiseret Peter Thyssen og de andre radikale århusianere for at lurepasse. På denne måde ved man ikke, hvilken politisk side ens stemme går til, lyder kritikken - eller frygten. »Det er en fattig form for demokratiopfattelse«, siger Peter Thyssen irriteret. »Er man mest enig med Det Radikale Venstre, skal man stemme på Det Radikale Venstre - så vil vi forsøge at få den indflydelse der skal til for at gennemføre vores politik. Hvis alle skal 'vælge side', så går der efter de radikales spidskandidats mening alt for meget præsidentvalg i det - de mange nuancer, som de forskellige partier repræsenterer, udviskes til fordel for to store blokke, og det er den forkerte vej for demokratiet. Klogt eller vattet? Dem det hele handler om, vælgerne, er - hvis de overhovedet har overvejet problemstillingen - delte. Udenfor det lille forsamlingshus i Ormslev er Ole Svejstrup på vej tilbage på arbejde efter at have afgivet sin stemme - til de radikale. Han synes, ikke overraskende, at Peter Thyssens strategi er god: »Jeg synes jo, det er klogt. Man skal spille sine kort så godt, man kan, og ikke låse sig fast på noget. Jeg er ikke ligeglad med, om det bliver S eller V, men jeg kan acceptere begge alternativer, så længe vi får indflydelse«. Nede ved rådhuset i midtbyen er Britta Brokmann mere skeptisk over de radikales strategi. »Det er vattet, det synes jeg faktisk det er. Jeg kan godt se, at det er for at få indflydelse, men jeg synes, det er problematisk, at de ikke melder ud«, siger hun. Står stærkt til forhandlinger Det uafklarede spørgsmål om de radikales støtte har fået en anden vælger, Niels Petersen, til at stemme på et parti, der kan give dem lidt modspil. Han kan ikke klandre dem for deres strategi: »De sidder jo rent faktisk på magten. De står stærkt til forhandlingerne«. Tilbage ved kommunens mindste valgsted håber Peter Thyssen på et godt valg. Ormslev valgkreds bliver nok ikke udslagsgivende - ved sidste kommunalvalg var der 14 radikale stemmer her - men så længe de radikale får deres to eller tre kandidater i byrådet, så har de nok til at få den centrale rolle, de håber på. Vi prøver en sidste gang: Hvem vil han støtte? »Vi ligger tættere på S, men har haft et godt samarbejde med V. Så må man tænke sig godt om«, konstaterer han og holder en kunstpause.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























