Først var de ikke meget mere end flødeskumsfigurer, så blev de uundværlige, og til sidst var de igen sat uden for afgørende indflydelse. Efter at resultatet stod klart, var de radikales mulighed for at få indflydelse på, hvem der skal være borgmester forsvundet. »Det gælder jo om at tælle til 16«, sagde Peter Thyssen, de radikales spidskandidat, først på valgdagen. Og 16 mandater kan venstrefløjen tælle til uden hjælp fra midten. R: Flot gået af Wammen »Jeg vil gerne sige tillykke til Nikolai Wammen og Socialdemokraterne. Det er en flot politisk sejr, de har vundet«, sagde de radikales nummer to på kandidatlisten, kaospiloten Uffe Elbæk. At partiet ikke bliver tungen på den berømte vægtskål, huede ikke de radikale kandidater. »Det er selvfølgelig irriterende, at vi ikke bliver helt så uundværlige som sidste gang«, måtte Peter Thyssen konstatere. Går efter bredt samarbejde Begge de to radikale byrådsmedlemmer håbede i lyset af det stærke valg til S, at der ville blive indgået et bredt samarbejde i byrådet - med både hele venstrefløjen, de radikale og Venstre inde over: »Det er en klar ambition fra vores side«, lød det fra Uffe Elbæk. Kritik af manglende melding De radikale har op til valget nægtet at pege på en af de to store favoritter til borgmesterposten, Louise Gade fra Venstre eller Nikolai Wammen fra Socialdemokratiet. Det har partiet høstet megen kritik for - både vælgere og politiske eksperter har beskyldt dem for at lurepasse, og vælgerne har været bange for at deres stemme ville gå til den forkerte fløj - men for Peter Thyssen har det været en hel logisk strategi. »Det drejer sig om at få politisk indflydelse. Det parti, der kan være med til at gennemføre flest mulige radikale mærkesager, får vores støtte«, konstaterer han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























