Brugen af bæltefikseringer, hvor psykisk syge patienter ligger spændt fast i op til flere måneder, skal begrænses, mener regeringen. Den vil give lægerne pligt til mindst fire gange i døgnet at besøge patienten og vurdere, om det er muligt at lukke patienten ud af bæltet. Skal skærpe lægens fokus Hvis det ikke er sket inden for to døgn, skal der tilkaldes en læge fra en anden psykiatrisk afdeling, som skal give en uvildig bedømmelse af sagen og tale med patienten. »Jeg er overbevist om, at det vil skærpe lægens fokus på alternativer. Vi kan se, at man på nogle afdelinger kan behandle patienterne uden at ty til tvangsfikseringer«, siger sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). De nye regler er med i det udkast til ny psykiatrilov, som ministeren onsdag sendte i høring. Bruges oftere i Danmark end andre lande I Danmark bruges bæltefikseringer oftere og i længere tid end i andre lande, og som tidligere beskrevet i Politiken har nogle patienter ligget fastspændt i mere end 200 døgn i løbet af et år. Europarådets komite til forebyggelse af tortur har betegnet de langvarige bæltefikseringer som »mishandling«. Og de danske domstole er begyndt at tildele patienter erstatning efter ulovlig fastspænding. Den ny psykiatrilov skal sikre, at patienter, der spændes fast, automatisk får en patientrådgiver. I dag skal patienten selv bede om det. Skal kunne bringe sager for retten Patienten skal også kunne indbringe en bæltefiksering for retten, hvis den i første omgang er blevet godkendt af det lokale patientklagenævn. Og endelig skal behandler og patient have pligt til efter tvangsanvendelsen at tale om, hvordan det kan undgås i fremtiden. Regeringen åbner samtidig for ambulant tvang, hvor patienter kan hentes i eget hjem til tvangsmedicinering på en psykiatrisk afdeling.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























