Flere og flere må gå fra hus og hjem

Flere og flere må gå fra hus og hjem, fordi huslejerne er for høje - Foto: Miriam Dalsgaard
Flere og flere må gå fra hus og hjem, fordi huslejerne er for høje - Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Mens boligejernes friværdier eksploderer, så vokser også antallet af lejere, der bliver sat på gaden af fogeden. Et stigende antal socialt svage danskere magter ikke at betale huslejen, og blandt de mennesker, der ikke længere har råd til at blive i lejligheden, er i nogle tilfælde også familier med børn. En statistik fra Domstolsstyrelsen viser, at antallet af udsmidninger er steget med mere end 35 procent fra 2002 til 2004. 3.985 lejere på gaden Hvor 2.919 lejere i 2002 blev sat ud af lejligheden ved fogedens hjælp, voksede tallet til 3.985 lejere to år senere. Og stigningen fortsætter i 2005, lyder advarslen fra to af landets største boligselskaber. Det største almennyttige boligselskab, DAB, der administrerer 43.000 lejemål, måtte sidste år sætte 100 lejere på gaden. Og alene i den første halvdel af 2005 har der været det samme antal udsættelser som i hele 2004. Gruppen vokser Men det uhyggelige og det usædvanlige er, at den gruppe vokser. »At blive smidt ud af sit hjem er næst efter skilsmisse og død en af de største kriser, folk kan komme ud for. Vi kan se, at vores fogedforretninger topper i socialt belastede boligkvarterer«, siger direktør for DAB, Niels Peter Thomsen. I Boligselskabet KAB, der administrerer 35.000 lejemål, er antallet af lejere, der er blevet sat ud med fogedens hjælp, vokset med 27 procent fra 2002 til 2004. »Vi har fået en større gruppe med psykiske lidelser og misbrugsproblemer, som i nogle tilfælde slet ikke burde bo i deres egen bolig. Men vi ser også familier, der nogle gange har sværere ved at få hjælp fra kommunen end tidligere. For nylig har vi måttet smide en familie med tre børn ud. Da vi kom til lejligheden sammen med fogeden og en socialrådgiver fra kommunen, vidste familien ikke, hvor de skulle tage hen«, siger direktør for KAB, Jesper Nygård. »Pinlig« sag Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, betegner udviklingen som »pinlig« for samfundet. »Tallene kalder på handling. Hver enkelt kommune må simpelthen lave en plan for, hvordan antallet af udsættelser kan reduceres med for eksempel 25 procent år for år«, siger Preben Brandt. Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, mener, at problemet kræver en nærmere kortlægning. »Hjemløshed er en af de mest alvorlige sociale begivenheder overhovedet. Vi må have belyst, om det rammer familier med børn, og om nedskæringer af kontanthjælp spiller ind. Det her er endnu et symptom på det, vi hele tiden får meldinger om: Nemlig, at der er nogle fattigdomsproblemer på vej tilbage i samfundet, som vi troede, vi havde klaret«, siger Mette Frederiksen. Socialminister Eva Kjer Hansen (V) oplyser via sin pressesekretær, at ministeriet er ved at undersøge, hvad der sker med de mennesker, der bliver sat på gaden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her