Kosmetik-allergi er en folkesygdom

- Foto: Anders Birch
- Foto: Anders Birch
Lyt til artiklen

Når Line Møller Nielsen gerne vil dufte godt, bruger hun parfume som de fleste andre danske kvinder. Men hun nøjes med at duppe en lille smule bag ørerne. Der kan man nemlig ikke se det røde, kløende udslæt, som parfumen giver. Den 24-årige bioanalytikerstuderende har haft parfumeallergi, så længe hun kan huske, og derfor må hun holde sig langt væk fra en lang række skønhedsprodukter. »Hvis jeg bruger deodoranter med parfume under armene, så får jeg tyk eksem, og der kan godt gå flere måneder, før det forsvinder«, siger hun. Rammer 230.000 danskere Og hun er ikke alene med sin frustration: Allergi over for helt almindelige hverdagsprodukter som shampoo og fugtighedscreme er ikke forbeholdt danskere med særlig sart hud. I dag lider mindst 230.000 voksne danskere af såkaldt kontaktallergi over for kemiske stoffer i kosmetiske produkter - og det er endda lavt sat, fordi det kun er beregnet efter de mennesker, der har taget en allergitest hos lægen. Og det gør højst en tredjedel af de allergiramte, oplyser Videncenter for Allergi. 6.000 nye tilfælde om året Allergien skyldes i de fleste tilfælde parfume i kosmetik og creme, men også konserveringsmidler og hårfarver er blandt synderne. Hvert år kommer op til 6.000 nye tilfælde af den livsvarige allergi. Og det er ikke bare belastende for den enkelte person at skulle døje med allergien. Det er også dyrt for samfundet, viser Miljøstyrelsens beregninger: En 40-årig, der bliver ramt af kosmetikallergi, koster samfundet knap 300.000 kroner resten af sit liv. Dyrt for det offentlige Det betyder, at kosmetikallergi hvert år koster samfundet en milliard kroner i direkte udgifter: Det offentlige betaler 380 millioner kroner for at behandle patienterne på sygehuse og hos læger og speciallæger. Patienterne selv har udgifter for 610 millioner kroner. Dertil skal lægges sygemeldinger, og at folk får forringet deres liv - det bliver også regnet om til kroner og øre. I alt vurderer Miljøstyrelsen, at det hvert år koster samfundet 2,8 milliarder kroner. »Det er jo et dramatisk stort tal. For første gang ser vi omfanget af de skader, vi får via kosmetik«, siger SF's miljøordfører, Steen Gade, der har bedt Miljøstyrelsen om oplysningerne. Ny handlingsplan Folketinget har netop sat 62 millioner kroner af over de kommende fire år til en ny kemikaliehandlingsplan: Her skal både bruges penge på oplysning og kontrol, og Miljøministeriet har netop søsat en ny kampagne mod kemikalier i luften, typisk parfume. Men det er kun en start, mener Steen Gade: »Der er virkelig mange penge at spare ved at lave en mere offensiv forebyggende indsats. Pengene ville tjene sig selv ind mange gange«, siger han. En anden vej at gå er at påvirke lovgivningen mellem EU-landene. I øjeblikket er EU i gang med at forhandle om en ny stor kemikaliereform, kaldet Reach. Den skal til afstemning i Europaparlamentet i næste uge. Videnscenter anbefaler forbud Ifølge Videncenter for Allergi vil det mest effektive være at forbyde de værste allergifremkaldende stoffer og sætte en fast grænse for andre. »På den måde kan man forhindre nye tilfælde af allergi og gøre livet lettere for dem, der allerede har det«, siger Jeanne Duus. Men EU-lovgivning er en tung størrelse, og selv om Europaparlamentet skal stemme om lovgivningen i næste uge, går der lang tid, inden effekten slår igennem ude i butikkerne. Og i mellemtiden må Line Møller Nielsen væbne sig med tålmodighed og holde sig til de meget få makeupmærker, der ikke bruger parfume. »Det er ret frustrerende, for der er jo parfume i alt, også i makeup. Når jeg finder et mærke uden parfume, bruger jeg kun det. Men det er da helt skørt, at der skal være parfume i en læbestift«, siger Line Møller Nielsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her