Optøjerne i Paris og Århus er ikke terror. Det slog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fast på sit ugentlige pressemøde. Dansk Folkeparti betegnede ellers i kølvandet på mandagens finanslovsaftale balladen i Århuskvarteret Rosenhøj som terror. 'Begreberne skal holdes adskilt' Regeringen har modstræbende accepteret at sætte 150 millioner kroner af til terrorbekæmpelse på næste års finanslov, men pengene skal altså ikke bruges til at tackle gadeuro og optøjer. »Det kan slet ikke kategoriseres som terror. Det kan godt være, at der er nogen, der oplever det som daglig terror, at man ikke kan gå i fred eller må se sin butik smadret, men vi skal have begreberne adskilt«, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Regeringen præsenterede i sidste uge en embedsmandsrapport med 49 konkrete forslag til, hvordan terror kan bekæmpes i Danmark. 'Ikke almindelig gadeuro' Forslagene går blandt andet på øget overvågning af offentlige pladser og lettere adgang til telefonaflytning af mistænkelige personer. »Det, terrorrapporten fra embedsmændene tager fat på, er den organiserede terroristvirksomhed, som har givet så forfærdelige udslag med bomberne i London, Tyrkiet, Egypten og mange andre steder«, sagde Anders Fogh. »Rapporten fra embedsmændene behandler ikke spørgsmålet om almindelig gadeuro og optøjer. Sådan vil jeg karakterisere det, der sker, i hvert tilfælde i Paris. Den ballade, vi har set i Århus, kan heller ikke komme under terrordefinitionen«, sagde han. Varmt emne i århusiansk valgkamp Balladen i Rosenhøj er blevet et varmt emne i den kommunale valgkamp i Århus. Den socialdemokratiske borgmesterkandidat, Nicolai Wammen, frygter, at udtalelserne fra partileder Pia Kjærsgaard (DF) kan piske stemningen yderligere op. Derfor opfordrer han hende til at holde igen med den skarpe retorik. Politiet i Århus betragter heller ikke begivenhederne i Rosenhøj som terror.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























